Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ved sin Tro til at det Vovestykke at ægte hende
vil lykkes. »Thi hvilken Kjærlighed til Gud
hører der dog ikke til for at ville lade sig
helbrede, naar man saaledes fra Begyndelsen af er
forkvaklet uden Skyld, fra Begyndelsen af et
forulykket Exemplar af et Menneske! Hvilken ethisk
Modenhed for at tillade den Elskede et saadant
Vovestykke! Hvilken Ydmyghed ligeoverfor et
andet Menneske!» Analogien med Kierkegaards
egen personlige Collision ligger her lige paa
Overfladen. Men ved at beundre Saras Tro til at den
Elskede ikke ved sit Bryllup vil miste Livet, ere
vi saa nær som muligt ved at beundre Abraham,
der endnu i det sidste Øieblik saae sig om efter
Vædderen, rede til at ofre Isak, men dog
bestandig haabende og troende, at Gud vilde lade
ham beholde Isak. Sara er fra Begyndelsen af i
det Paradox, hvortil Abraham i sin Alderdom
kommer. At sige til Naturer som Sara: «Hvorfor
udtrykker Du ikke det Almene og gifter Dig?»
det vilde være en Spot; thi saadanne Naturer ere
efter Kierkegaards Definition «fra Grunden af i
Paradoxet.» At hun alligevel vover Forsøget,
det beviser Styrken af hendes Tro.
Her staae vi ved Kierkegaards oprindelige
Ideal af Tro: Haabet ogsaa for dette Liv.
Derfor hedder det i hans Dagbog (I 420): «Havde
jeg havt Tro, da var jeg bleven hos hende», og
derfor skriver han sammesteds: «Troen haaber
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
