Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
er altid at ville sin egen Undergang og saaledes
er det ogsaa Forstandens høieste Lidenskab at ville
Anstødet, uagtet Anstødet paa en eller anden
Maade maa blive dens Undergang». [1] Han
forestillede sig Forstanden som ikke rastende før den
var løbet ud af sine egne Love og til Afsindets,
»det guddommelige Vanvids» Rand. Men det vilde
være en Bevægelse som Mandens, der sprang og
sprang for at springe løs fra sin egen Skygge. Saa
umuligt som dette er, saa umuligt er det for den
menneskelige Fornuft at gjøre Springet ud af sine
egne Love og ind i det Paradoxe. Det betyder
mindst, at Paradoxet ikke lader sig tænke,
Ulykken er, at det ikke lader sig begrændse, ikke lader
sig skjelne fra Nonsens og Selvmodsigelse. Det
lader sig ikke skjelne derfra, det lader sig
hverken tænke eller fastholde uden al Tanke i
krampagtig Liderlighed, thi det er som antirationelt
uforeneligt med det menneskelige Væsens og den
menneskelige Tankes Natur — paa hvadsomhelst
Vilkaar uforeneligt.
Det er nu mere end 10 Aar siden, at jeg i
en lille Brochure «Dualismen i vor nyeste Filosofi»
forsøgte paa at reducere Læren om det Paradoxe
in absurdum, hvor det hører hen. Jeg udtalte
der den Overbevisning, at den Tid vil komme, da
Filosoferne tale om det Paradoxe og den Rolle,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
