Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Begivenheden. Alle dens forskjellige Momenter bleve,
som i sin Tid Forlovelseshistoriens, dragne frem
et for et.
Der var først den Uret, som var skeet ham.
Som alle med lidenskabelig Retssands udrustede
Mennesker kunde Kierkegaard allerede af ethiske
Grunde ikke finde sig i at taale Uret; den af
ham selv anpriste Resignation forsvandt for den
simple, sunde Følelse: der bør ikke skee Uret,
ikke engang mod mig selv. Og der var gjort
ham Uret, han følte det, man misbrugte Landets
Lidenhed til at pine ham som et Bytte, hvem
enhver Udvei var spærret. «Jeg lider formelig
Uret herhjemme, fordi min hele Productivitet
ikke egentlig kan tage sig ud paa saa lille et
Theater, medens en taabelig og nysgjærrig og
misundelig og trodsig Samtid i Grunden vil tvinge
mig, fordi de mene, at jeg nu engang er bunden
ved Sprogets Grændser.» (E. P. II 427). Det
blev klarere og klarere for ham, at det i et lille
Folk kun var muligt at føre en nogenledes
menneskeværdig og lykkelig Existens, naar man var
saa lidt optrædende som muligt. I saadanne
Øieblikke sagde han til sig selv (E. P. II. 301):
»Dit Liv er i Grunden forspildt, Du er endeligen
bleven til Noget ... og i Danmark lever
man kun lykkeligt, naar man er Ingenting», eller
med en anden Variation (E. P. II. 430): »Kjøbenhavn
er den behageligste By, man kan tænke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
