Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
dybeste Taushed» fra det Øieblik af, da han
paa de Andres Vegne havde handlet. (E. P. II.
313, 315). Saa lidet havde Kierkegaard udvortes
erfaret, at han først i sit 34te Aar oplevede det
at blive grundigt ladet i Stikken under en
hæderlig og Alle til Gode kommende Feide — og
Indtrykket heraf var mægtigt. Men det potenseredes
endog; thi ikke nok med at man tav, nei, som
han atter og atter kommer tilbage til, man
udledte selve hans Handling af Forfængelighed og
Hovmod, betragtede den halvt som en Urimelighed,
halvt som et Vigtigmageri, og opnaaede saaledes,
istedenfor at dømme sig selv, endog at faae en
Leilighed til at dømme ham og hans Handling.
Det var altsaa Verdens Gang: først den Dom: der
bør handles; saa Taushed, naar den Lidelse, som
følger den gode, verdsligt ukloge Handling,
kommer; saa tilsidst den Dom: han handlede kun
af Hovmod, han ligger, som han har redet; lad
ham hjælpe sig selv. — Almindeliggjorde man
det enkelte Tilfælde, lod en hel christeligt
pessimistisk Verdensanskuelse sig construere derover.
Og større og større Proportioner antog Sagen for
hans Blik. Idet han saa den under sit iagttagende
Øie som under et Mikroskop, underkastedes
den samme Forvandling, som de Kunstværker
undergik, han vilde kritisere. Sagens indre
Forhold bevaredes, men de antoge overnaturlig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
