Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
være at mindes den Sætning, til hvilken Kierkegaard
saa ofte vender tilbage, at der ikke gives
noget stort Geni uden et Glimt af Vanvid [1] men
man maa indrømme, at der her er Methode selv i
Galskaben. I denne Bog, som udkom 1849, er
der givet en Charakteristik af den gejstlige Taler,
saa nærgaaende mod Geistligheden, saa direkte
stilet mod selve dens Overhoved, Biskop Mynster,
at man næsten ikke begriber, den blev ladet uden
Svar. [2] Her skildres det uendelig Komiske i,
at den som nys paa Prædikestolen «med en
Aplomb i Skikkelsen, med en Freidighed i Blikket,
en Rigtighed i Pas’ene, som er beundringsværdig»
traadte alle Helvedes Magter under Fødder, næsten
i samme Øjeblik, næsten endnu «med Adrienen
paa» feigt kan løbe af Veien for den mindste
Ulempe. «O naar man seer En, der forsikrer
aldeles at have forstaaet, hvorledes Christus gik
omkring i en ringe Tjeners Skikkelse, fattig,
foragtet, bespottet, som Skriften siger: bespyttet —
naar jeg da seer den samme saa omhyggeligt at
tye hen, hvor der verdsligt er godt at være,
indrette sig der paa det Tryggeste, naar jeg seer ham
saa ængstelig som var det Livet om at gjøre,
undflye ethvert en ugunstig Vinds Pust fra Høire
eller Venstre, saa lyksalig, saa høist lyksalig,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
