Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ophøiede menneskelige Motiv er det ogsaa, at
Kierkegaard her kan vove sig saa yderligt ud, at han
siger:
«Jeg vil Redelighed. Er det da dette, Slægten
eller Samtiden vil, vil den ærligt, redeligt,
uforbeholdent, aabent, ligefrem gjøre Oprør mod
Christendommen, sige til Gud: vi kan, vi vil ikke
bøie os under denne Magt» — men vel at mærke,
det gjøres ærligt, redeligt, uforbeholdent, aabent,
ligefrem: nu vel, hvor besynderligt det
kunde synes, jeg er med; thi Redelighed
vil jeg». [1] Disse Ord, der synes at aabne et nyt
Perspectiv, ere maaskee kun et paa Spidsen stillet
Udtryk for og af en brændende Sandkedskjærligked,
men de vise, at Kierkegaard, naar Alt, hvad der
var værd at elske var nævnt, formaaede at
tilføie et »amicior veritas».
Den storstilede Kierkegaardske Agitation,
der allerede som Agitation betragtet havde saa
mægtige Fortrin, havde een stor Grundmangel,
den, som laa i dens Voldsomhed. Den
rette Agitator bør ikke bruge al sin Kraft,
maaskee neppe Halvdelen af den; man maa føle
ham som en Trusel i Fremtiden. Kierkegaard
derimod sætter saaledes Livet ind, kjæmper med
en saa yderlig Anstrengelse, som ingen Mand kan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
