Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII. Almindelige Forhold og Tilstande
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
171
saadanne veloplærte „Nationalkateketer“. Og da man
alligevel paa lians Initiativ greb til at udsende unge Dan-
ske til Kateketer, var det nok, fordi man indsaa, at det
andet foreløbig kun var en skøn Drøm, men tillige i den
Hensigt ved disses Hjælp at fremskynde dens Opfyldelse.
Mange af de senere Missionærer saa paa Sagen med samme
Øjne som Missionens Fader. Welling, Bruun og Glahn
vilde endog have grønlandske Drenge sendt til Danmark
og „holdt frem til Studeringer“ for derved at faa indfødte
Præster.
Det viste sig imidlertid, at dette indtil videre altsam-
men var „at slaa for store Brød op.“ De grønlandske
Kristne var endnu længe ikke modne nok til, at der af
deres Midte kunde fremgaa Lærere, endsige Menigheds- og
Missionsarbejdere, der blot nogenlunde kunde magte en
selvstændig Virksomhed. Der ansattes, som flere Gange
omtalt, lige fra Hans Egedes Tid ikke saa ganske faa
Nationalkateketer; ved Frederikshaab Mission var der end-
og allerede midt i 1750-erne flere saadanne. Nogle af dem,
som Fred. Christian, Pungioq og Poul Grønlænder
fik ogsaa Betydning som Medhjælpere. Men selv om de
bedste af dem gælder den ovenanførte Indvending: de
kunde ikke virke selvstændigt. Bruun siger f. Eks. (1754)
om Poul Grønlænder, at „Ham kand icke betroes an-
det end — — —
at lære de mindste Skoel Børn at kiende
Bogstaver og at stave.“ Og Basch udtaler (1758) først i
Almindelighed, at „deris Troeskab —
— —
kan man ey
forlade sig paa,“ og derefter om en af de tidligst ansatte
i Frederikshaab, at han „er mere wild end ieg kunde fore-
stille mig og derhos trodsig.“
Det, der navnlig var i Vejen, var, at de ikke kunde
vænne sig til Orden og Disciplin; at de lidlig paa For-
aaret uden videre forlod deres Post og „flackede om“ paa
Rensjagt og Fiskeri til langt hen paa Efteraaret „uden at
foretage dem noget Missionen til Gavn“; og endelig, at
den Grønlænderne egne Undseelse —
eller snarere Angst
for hverandre —
hindrede dem i at tale og vidne offentlig
og at irettesætte og formane, hvor det behøvedes.
Selv om det derfor er urigtigt, naar Dalager paastaar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
