- Project Runeberg -  Den grønlandske Missions og Kirkes Historie /
220

(1921) [MARC] Author: Hother Ostermann - Tema: Greenland
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VIII. Det mørke Tidsrum (1792—1845)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

220
Under disse Forhold var det blot om at gare at blive
befriet for saa
mange „Tærere“ som muligt. Man hjem-
sendte derfor, saa ofte Skibslejlighed gaves, de Kolonister,
som ikke ved Ægteskab med Indfødte var bundet til Lan-
det. Og da Handelens Opretholdelse naturligvis under
disse Omstændigheder kom i første Række, blev Missionæ-
rerne „anseet for ganske overflødige Væsener“ (Wolf),,
som ikke gjorde Gavn for den Føde, de fik.
Dette var
navnlig Tilfældet i Sydgrønland, hvor Til-
standen var
værst, og hvor deres Virksomhed i Virkelig-
heden var
betydeligt indskrænket, ikke blot ved, at al Kom-
munionvin, Bøger, Papir o. 1. slap op, men ogsaa ved at de
ikke kunde foretage Rejser, da der ingen Proviant var til
Baadsbesætninger, og de jo ikke selv kunde befordre sig.
1
I disse Forhold ligger vel den dybeste Grund til, at Syd-
grønlands Missionærer forlod Landet. Wolf var den første,
der rejste. Han gjorde det meget nødigt, men han mente
at kunne forsvare det. Han havde 1809 hjemsendt sin Hu-
stru og to Smaahørn, som efter Skibsforlis kom i Land i
Bergen, hvorfra de bogstaveligt maatte tigge sig igennem
til København. Siden deres Afrejse havde han ikke hørt
fra dem, og selv var han bestandig syg af Skørbug og
Brystsvaghed. Dog tænkte han ikke paa at forlade sin
Post, skønt han daglig følte det utilfredsstillende ved at
være bunden til sit Opholdssted, uagtet foruroligende Efter-
retninger om Menighedsforholdene i Sukkertoppen og Hol-
steinsborg kaldte ham derhen. Men i Juli 1811 kom hans
Kolleger fra Julianehaab og Frederikshaab, hvor Tilstan-
den var forfærdelig, fordi Provianten næsten var opbrugt
og Storisen havde hindret al Kommunikation. De havde
tilligemed de fleste andre Europæere dernede „indskibet
sig paa Galeasen Sælhunden, som sædvanligen ligger ved
Julianeshaab, for ved en Rejse til det første det bedste Land
at redde sig fra Ffungersdød“. 2
Da de nu erfarede, at det
1
„Jeg har tilbudt en stor Betaling i Penge, og desuden lovet at
deele mine Bordknive, mit Theetøi, mine Fade og Tallerkener,
en Deel Skeer og et nyt Sirtses Senge-Omhæng mellem dem,
som ville følge med mig. Men —
alt forgieves. De sige: Vi kan
ei spise alt dette“. (Wolfs Dagbog 1811).
2 Wolfs Dagbog.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Thu Apr 18 00:42:40 2024 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/glmihist/0230.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free