Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Han er Jøde - Niende Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
04
Indvendinger, jeg vil ingen høre, jeg har valgt
for hele Livet, og jeg er lykkelig ved mit Valg.
Livet i mit velsignede Barndomshjem er kun en
Lidelse for os alle tre, gør saa hurtig, som mulig
en Ende derpaa.»
Da hun havde skrevet dette Brev, satte hun
sig hen til Vinduet og stirrede op imod Himmelen;
Maanen kastede sit blege Skær ind til hende,
den saa saa kold ud, den lyste for den mørke
Jord uden at varme; men om jordiske Hjærter
var ved at briste af Sorg eller Lidelser, hvad
kom det Maanen ved, den gik sin rolige Bane
alligevel.
Saa tænkte hun, Jorden, den var ikke mere
end en Prik i det store Univers, og Gud holdt
al denne uendelige Myller af Kloder, der
vrimlede i Millionvis over og under os, i sin stærke
Haand; vilde «Han» kaste sit Blik ned paa vor lille
Jord, og kunde det naa hver enkelt Menneskesjæl,
der længtes efter «Ham» . . .? Og hvis det ikke
naade hende i denne Stund, hvis hun maatte
kæmpe uden Haab, da var hun først rigtig
ulykkelig; men hun vidste, at hendes Hovedhaar vare
talte, at ikke en Spurv faldt til Jorden uden Guds
Vilje, den Vished skulde være hendes Trøst og
Støtte, naar hun forlod det fædrene Hjem.
Hun kunde ikke lægge sig, ikke finde Ro og
Hvile, saa længe hun hørte de rastløse Skridt over
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
