Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jeg kunde ikke andet - Fjerde Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
223
Maden af min Haand, som om det var hendes
søde, bløde lille Haand, der gav dem det.»
Og nu som altid, naar han var glad eller
bedrøvet, sang han sine Følelser ud i Toner.
Enhver, der kendte Harboe, kunde strax paa
Sangens Karakter gætte sig til Bølgegangen i
hans let bevægelige Sjæl. Han sang Hauchs
stemningsfulde Digt:
«Jeg mindes vel et Sted, gid jeg var der igjen,
Der Timerne saa sagtelig gled hen»,
«Hauch har elsket, da han digtede denne
Sang,» tænkte han og gik, nynnende videre.
«Hvor er nu min lille ængstelige Fugl, der
ser saa mildt, skønt vemodig paa mig? Ja, der
ligger altid Vemod i Baggrunden aif hendes Smil;
der toner en blød, en forunderlig Melodi gennem
hendes Sjæl, poetisk og dyb, smilende og
lokkende — fuld af Latter og Taarer, fordi
Sangbunden er Vemod.»
Saa sad han paa Skolen, Spørgsmaal og
Svar faldt den Dag forunderlig kejtede; han var
ikke Herre over sine Tanker; thi midt i
Spørgsmaalet spurgte han sig selv:
«Mon hun er syg? Ja, hun maa være syg,
den lille Stakkel, ellers var hun ikke udebleven
— for hun elsker mig, det véd jeg lige saa vist,
som at jeg elsker hende.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
