Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jeg kunde ikke andet - Femte Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
228
«Der sad vi tidt i Maanskin, bag Rosernes Hæk,
Ved Siden af den rislende Bæk,
Og vexled mangt et Ord, halv i Alvor, halv i Skjemt,
Det har nu vel længst han forglemt.»
Harboes Ansigt straalede af undertrykt Glæde
og Rørelse, han holdt Vejret tilbage af Frygt for
at Tonerne skulde dø hen — hvor gærne havde
han ikke styrtet ind til hende og trykket hende
i sine Arme!
«Samme Sang,» tænkte han, «hun synger
samme Sang, som jeg har nynnet den hele Dag.»
Fru Tegner stirrede forundret paa ham, hun
vidste ikke, om den uventede Gæst var klog eller
gal; men ét saa hun, at han elskede Musik, naar
han saaledes kunde springe over alle Dannelsens
Former for at lytte til Sangen.
Da den sidste Tone var forsvundet, hørte
Elise en velbekendt Stemme sige:
«Undskyld min Paatrængenhed, Fru Tegner,
men jeg kunde ikke andet.» Og han vedblev
med Øjnene fæstede mod Døren.
«Maa jeg gaa ind? Hun er der inde, jeg
maa se hende, det er saa længe siden.»
«Stakkels ulykkelige unge Mand,» tænkte
Fru Tegner, «han er sindssyg, hvad skal jeg gøre
med ham?» Hun traadte imellem ham og Døren
for at beskytte Datteren, men Harboe smilte,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
