Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jeg kunde ikke andet - Ottende Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
252
parret, og Solen oplyste den smukke Scene for
inden og for uden, som vilde den sige: «Gud
velsigne Eder!»
De stode tause og stirrede ud, hvad tænkte
de paa? Var det paa Far eller Mor, der sov
under Rosentræerne paa Kirkegaarden, ønskede
de, at de kunde se deres Børns Lykke?
Harboes Moder døde i samme Time, han
blev født, og Faderen var en stræng Mand baade
mod sine Soldater og imod sit eneste Barn;
han straffede aldrig uden Grund, men manglede
Ord til at udtale fortjent Ros. Derfor vandt han
alles Agtelse, men kun faa Hjærter.
Det blev Aften, Fuglene søgte Reden,
Arbejderne gik hjem efter en stræng Dags. Gerning,
nogle til Hygge og Hvile - andre til Fattigdom
og Sorg. Men den syge, der af Smerte vred
sig paa Lejet, saa med Angest Natten i Møde
— hvor mange, mange Timer vilde snige sig
hen, før Dagen atter brød frem.
Amplen var tændt over Blomsterbordet og
kastede et rødligt Skær over hver enkelt Blomst,
som om det kunde forhøje deres Skønhed.
Maanen tittede ind ad Vinduet.
Han sad i Bedstemoders Stol og røg sin
Pibe — hvor den smagte ham! — Hun havde
stoppet og tændt den til ham.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
