Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jeg kunde ikke andet - Niende Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
256
Harboe greb den henrykt og sagde med
Barnestemme:
«Hvordan har Fars lille Pus det? Skal Par
ta’ lille Stump paa Armen?» Og han løftede
hendes varsom op af Vuggen og kyssede hende.
Elises Øjne fulgte ham med Glæde, hun var
aldrig gladere, end naar Harboe beskæftigede sig
med Barnet.
«Ja, ja!» hviskede han vemodig, «Du er vor
søde lille Pige, vor Rigdom, vort alt.»
«Bjørn, kære store Bjørn, Du maa ikke være
saa bedrøvet, vi ville kæmpe sammen, vi to, og*
naar Kærlighed løfter Vaabnet — synker Fjenden
i Knæ. Jeg skal være flittig og sparsommelig-,
Du skal blive tilfreds med mig. Husker Du,
hvad Moder altid sagde til Fader, naar han sad
bøjet over sit Arbejde og ofte ikke vidste,
hvorfra han den næste Dag skulde skaffe Penge?»
«Sørg bare ikke, det har ingen Nød.»
«Gi’r Gud os Livet, saa gi’r han nok Brød.»
«Du har Ret, min gudsfrygtige lille Kone,
vi ville give os Gud i Vold, og saa kommer
Resten af sig selv. Hvem kan vide, om vi ikke
ogsaa i Aalborg faar Informationer..»
«Basse, søde lille bitte Basse! Fars egen
Pige. Véd Du, Elise, hvad der gør mig mest
ondt, det er, at Du fra nu af maa indskrænke
din Godgørenhed, det vil blive en daglig Sorg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
