Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jeg kunde ikke andet - Tiende Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
270
jeg taler uforbeholden med Dig, men vi maa en
Gang komme til Forstaaelse. Ikke sandt, min
lille Hustru?»
Elise stod med skælvende Læber og foldede
Hænderne; der laa som et Islag over hendes
Træk og Holdning. Hun var baade angest og
vred, og derfor frygtede hun for at tale.
Harboe forstod hende, men han var ogsaa
vred.
«Hendes Barnagtighed eller rettere
Stridighed,» tænkte han, «gaar over Grænsen, hun har
Ordet i sin Magt, men tier altid dér, hvor hun
burde tale.»
«Er Du stum, Elise?» spurgte han.
Hun maalte ham fra Isse til Fod og forlod
langsom Værelset.
Naa, for en Hvirvel paa Ruden! Mærkeligt,
at den ikke gik i Stykker. Han greb sin Hue
og knaldede Entrédøren i efter sig. Dog næppe
var han kommen udenfor, før han igen aabnede
den for at lukke den sagte i. Hans Vej gik til
Kongens Have; der udkæmpede han sin Kamp
imellem Vrede og Kærlighed.
«Hvor den Dør smækkede haardt i,» tænkte
han og forsøgte at indbilde sig, at det var et
Tilfælde. «Det er ogsaa for galt, jeg bliver til
sidst en gældbunden Mand, for hendes Ødselheds
Skyld–Ødselhed — — hvad er det, jeg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
