Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
175
„Hun pintes lcenge, imens hun levede, og
Verden var hende ikke god, det maa min vcerste
Fjende selv bekjende. Da Sneen kom, var det
forbi, saa gik jeg op til Prcesten i Hover, og
bad om hun maatte faae sig en lille Plads i
Christenfolks Jord, men han sagde Nei. Jeg
gik ogsaa til ham i Hornstrup eg bad saa min-
delig for hende, men ingen af dem turde vove
det, formedelst jeg var lyst fredlys ved Kirke-
stcevne. Da de saa ikke vilde forbarme sig,
gravede jeg hende ned iHulen, for jeg meente,
hun skulde ligge bedre her, end ude i den kolde
Skov. Nu saaer hun sig et Fadervor hver Af-
ten, fsrend jeg lcegger mig, og det er ogsaa
godt, da hunikke kan have det bedre. — Det kan
jeg sige Eder for Sandhed, naadige Fru Chri-
stine, havde Trine ikke vceret, saa vilde det
kanfkee dog have gaaet feil med Eders Herre;
men hvergang jeg drog ud, og hun faae mig
tage BySfen med, saa tiggede hun og bad for
min egen Saligheds Skyld om at lade de Ulykkes-
mennesker fare, og en Dag, da Sygdommen
pinte hende haardest, slcrbte huu sig hen til Ds-
ren og bad paa sine Knce om Forladelse for
ham, som havde vceret den vcerste. Den Dag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
