Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
98
der stille græd og lo i hans eget Sind. Et Øjeblik
sad de tavse, så rykkede Mads Hansen frem med
sit: Arnljots Længsel:
«Havet stunder jeg mod, ja Havet — ».
Det gav et Ryk i Henrik ved den første Linje,
og han så, Mads Hansen havde rejst sig og stod
og krammede Stoleryggen med de barkede svedige
Hænder; han var glorød i Ansigtet og glippede
med Øjnene, og de første Strofer kom småt og
frygtsomt. Men så blev han greben af Ordenes
brede Bølger; selv havde han faret på Langfart som
Matros, og Storhavsminder skyllede ind over ham
med deres Ensomhed og Tungsind; han rystede
dem af sig, alle de Ansigter dær — hvad Magt
havde de over hans Sjæl? Og Stuen, de fine Bil-
leder og de polerede Møbler, de var ikke til for
ham længere; han rettede sig, og hans Røst blev
kraftig. Skulde han ikke turde tale om Havet ?
Det var jo Havet, der havde løftet hans Sind med
Evighedslængsler og båret ham bort til fremmede
Stjærner, Havet, som var det grænseløse og ved sin
Storhed gjorde den større, der elskede det, Havet
var det, som havde givet hans fattige Liv Uende-
lighedens Baggrund. Nu kom dette Digt og gav
ham Ord for, hvad der stumt sukkede dybest i hans
Væsen, og han talte det ud, og han stod dær som
frit Menneske og fri Mand.
Henrik undrede sig. Når selv Digtekunsten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
