Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
94
kunde ikke slå an i den kraftige, livs- og krigs-lystne
»gennembruds« slægt, i BRANDES og DRACHMANN Så
lidt som i Skram og SCHANDORFF. Derimod var der
en yngre slægt, hvis barndom var vokset op her-
hjemme under skyggen fra nederlaget 1864 og siden
fra 1870, og som ikke var kommen med i det ånds-
oprør, disse begivenheder havde vakt i de ældre, men
kun havde set reaktionen brede sig efter 1870 med
dobbel magt i hele Europa, og vort lille land for
stedse reduceret til afmagt. Disse unge opgav på forhånd
at revolutionere verden, men hyllede sig i træt håb-
løshed, i dæmpet inderlighed og stille følsomhed. De
inspireredes af Torsør og Niels Lyhne og ’TURGENJEFF,
som lagde »den vigende, dalende rytme« i dem. Og
de greb arvelighedslæren som en retfærdiggørelse og
følte sig som fine, svage dekadentvæsener. Herman
Banas sensationelle roman Håbløse slægter fra 1880
anslog tonen for dette kuld. Og nu blev Gengangere
dets bibel. På en genial måde havde Irsk jo i dette
værk fortættet alle de åndelige miasmer af vanmagts-
og håbløshedsgift, som svirrede rundt i luften i Europa.
H. Bana fortæller etsteds om, hvilket indtryk
bogen gjorde i hans kreds, ... hvordan man i mørk-
ningen den aften, da skuespillet fordeltes til bog-
handlerne, løb hen og købte det ... en ung skue-
spiller sagde straks til ham: »det er vist det største
skuespil, vor tid får at sec ... og næste morgen
havde alle læst det. Det kriblede i alle skuespillere
efter at spille det, de læste det op langt ude på
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
