Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
«Nu er det middag!» Naar jeg lod, som
om jeg ikke lagde merke til ham, gik han
hen til et lidet madskab og skrabede med
poten paa skabdøren. Blev jeg fremdeles
ubevægelig, gik han til døren, bar først
den ene, saa den anden galoche hen til
mig og satte dem varsomt ned foran mine
fødder. «Forstaar du nu?» spurgte han
med sine kloge øine. Ja, da forstod jeg.
En paalideligere nattevagt kunde man
ikke ønske sig. To gange vækkede han
mig, da der lød brandsignaler om natten.
I disse uskyldige tider sov jeg, som
mangen anden, med døren ulaaset. En lys
maimorgen, klokken 4 omtrent, vaagnede
jeg ved, at Pukki smaagjøede. Jeg stod
op og saa ham holde en russisk soldat
fast ved den graa kappe. Han bed ikke,
han holdt bare fast. Soldaten saa
forlegen ud og spurgte, om polkovniken
(obersten) boede her. Nei, han boede ikke
her; jeg lo, soldaten lo med. «Slip, Pukki!»
Pukki slap sit tag, der blev ikke
nogen krig af dengang, og vi skiltes fra
russen som gode venner.
Det vilde blive en hel bog, skulde
jeg fortelle om alle Pukkis skjærmydsler
og skjelmsstykker. Han laa i krig med alle
katte og mistede i en saadan hed kamp
sit ene øie i haven. Med gaardens
kokkepiger havde han stadig skjærmydsler. Jeg
saa ham en morgen drage med sig
baglængs nedover kjøkkentrappen en
kalvesteg, som var saa tung, at han ikke kunde
løfte den i gabet. Kokkepigen efter med
feiekosten til vaaben; men Pukki viste
tænder. — «Fy, Pukki! Slip!»
Modvillig slap tyven sit rov og fik prygl for
umagen. Men beklageligvis havde han
en kort hukommelse; naturen gik over
optugtelsen. En dag var der stor festmiddag
i Kajsaniemi gjestgivergaard. Pukki var
ikke buden, men havde smøget sig ind,
jeg ved ikke hvorledes. Døren til
skjænkestuen stod aaben; jeg saa, da jeg kom,
en stor, delikat æblekage ligge paa fadet.
Da desserten skulde paa bordet, blev
der en søgen og spørgen blandt
opvartningspigerne: «Hvor er æblekagen?» Kagen
var der ikke spor af nogensteds; man
maatte grave frem nogle gamle kager af
et skab. Jeg keg i smug under bordet
og saa Pukki sidde og slikke sig om
munden; endnu havde han smuler af den
deilige kagen i sine knebelsbarter.
Naturligvis lod jeg mig ikke merke med noget;
men efter middagen gik jeg til vertinden,
jomfru Myrman, og sagde til hende: «Hvad
kostede æblekagen?» «Var det herrens
hund?» - «Ja, det var nok ham, den
slughalsen; jeg skal betale kagen!»
Det var ikke den eneste gang, jeg fik
betale ordentlig for Pukkis slemme streger.
Men hvad skulde jeg gjøre? Han fik
prygl, og saa var vi venner igjen. Jeg
holdt af ham, og han holdt af mig. Mangen
ensom vinteraften sad vi to sammen i
ovnskrogen; jeg fortalte eventyr for ham, og
han laa lyttende med snuden paa mit knæ
og betragtede mig med sine store, mørke,
forstandige øine. Naar jeg ikke havde
tid, morede han sig med at bide i en
sten, som han med meget besvær havde
slæbt hjem med sig fra vore felles
spadserture og prydet dørmatten med.
Saa kom da den merkværdige ende
paa den visen, som den tids børn kunde
synge. Det var ved juletider for mere end
40 aar siden, at jeg reiste fra Helsingfors
til et bryllup i Østerbotten. Pukki var
ikke buden og skulde blive igjen i
Helsingfors hos to af mine venner. Men nu
var den ene af vennerne buden til samme
bryllup og reiste nogle dage efter mig.
Da han saa, at Pukki var utrøstelig over
min bortreise og søgte efter mig og hylte
hele dagen ude paa trappen, besluttede
han at tage hunden med sig for at berede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
