Julegodter for Børn / 41 (1892) - Tema: Christmas, Children's books Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

et godt stykke opover uden at se land;
men i den tunge, disige luft stod det der
nu svagt fortonet, hvidgraat, dækket med
sne. — Vinden var fra syd og blæste en
temmelig stiv mersseilskuling, saa barken
slørede raskt op langs kysten. Gik det
saadan ettermiddagen og aftenen udover,
kunde de gjerne være ved hjemstedet, der
laa lidt indenfor Tønsberg
tønde, endnu den nat, naar
bare ikke veiret blev for
mørkt til at seile ind.
Maanen kom vistnok op, men
vilde kanske ikke faa lyse
tilstrækkelig for skyer og
skodde.

En Indianerinde fra Koskimo. (Se side 53.)

De fleste ansigter
ombord viste, at folkene
længtede hjem og var glade over
at være saa nær. Flere stod
ofte samlede ved rækken og
stirrede ind paa «Gamle
Norge» og snakkede om
folket hjemme. Mest
længselsfuld syntes den lille
kahytsgut, Svend Johnsen, at
være. Da han stabbede
agterover med kaffekanden
henad det skraa og slingrende
dæk, stirrede han saa ind
paa land, at han nær havde
gaaet paa hovedet over en
taugkveil, som laa paa
dækket, og fik et barskt tilraab: «Hei du,
vil du passe styringen din og se dig for!» —
Og saasnart han havde faaet i orden
kaffestellet nede i kahytten og havde varslet
kapteinen og styrmændene, som alle var paa
dækket, stillede han sig nede i læ med armene
paa rækken og stirrede atter mod land.

Slig stod han hver stund, han ikke
havde andet at gjøre; men der var ikke saa
sjelden krav til ham, — han var i grunden,
foruden manden til rors, den eneste, som
nu en lang tid havde noget at bestille
ombord; de andre gik og slang forud og
agterud. Som han stod slig engang, kom
den store skibshunden og stillede sig ved
siden af ham med labberne paa rækken
og gloede ind mod land og snuste. Svend
lagde armen om den og pegte ind. «Ser
du det, Spring? Derinde er Gamle Norge,
gut; men det kan inte nytte, du snuser,
for du kjender inte tæven af det med
denne vinden.»

Udpaa ettermiddagen fik folkene mere
at gjøre en stund; for vinden øgede paa
og kom med sne- og hagelbyger, og der
maatte tages ind til dobbeltrevet mersseil.
Men vinden var jo god, og barken susede
frem over sjøerne, der nu og da hævede
sig paa luv-laaring, som vilde de bryde
ind over rækken, men derpaa sank ind

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>