Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
122
Følelse, der opstod hos mig ved Synet af hans
lange hvide Hals, der ståk saa stærkt af imod det
sorte Haar med Skilningen helt ned ad Nakken,
idet han med en foroverbøjet, hoppende Gang,
ligesom en Skade, forlod Værelset. Jeg kunde umulig
nægte for mig selv, at dette Menneskes Nærværelse
var mig yderst pinlig. „Det afhænger jo dog kun
af mig selv," tænkte jeg, „at indrette det saaledes,
at jeg aldrig mere faar ham at se. Men at gjøre
dette vil være det samme som at tilstaa, at jeg er
bange for ham. Og jeg er aldeles ikke bange for
ham! Nej, det vilde være altfor nedværdigende!"
Ude i Forværelset gjentog jeg, højt nok til, at
min Hustru kunde høre det, at han endelig endnu
samme Dags Aften maatte gjøre os den Fornøjelse
at komme med sin Fiolin. Han lovede det og gik.
Om Aftenen indfandt han sig ogsaa ganske
rigtig med Fiolinen, og de spillede flere Stykker
sammen. Det varede dog temmelig længe, inden
de kunde faa begyndt, da vi først ikke havde de
Noder, som de egentlig skulde have brugt, og min
Hustru siden ikke kunde spille dem, vi havde, uden
at have forberedt sig. Jeg var selv en Ven af
Musik, og da jeg gjærne vilde høre dem spille
sammen, hjalp jeg til, saa godt jeg kunde, med at
indrette en Nodestol til ham og vende Bladene. De
fik da spillet et og andet: et Par „Sange uden
Ord" og en af Mozarts smaa Sonater. Han spillede
aldeles fortræffeligt. Foruden ved en smuk Tone,
udmærkede hans Spil sig ved en sjælden fin Smag,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
