Note:
Translator Daniel Vindheim is or might still be alive.
Therefore, this work is protected by copyright,
restricting your legal rights to reproduce it.
However, you are welcome to view it on screen, as you do now.
Read more about copyright.
Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 8. Krigskorrespondancen som kunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
254 Af en krigskorrespondents oplevelser.
langte saa Skinner med engang sin hest og for
klarede forsigtigvis for Russell, at han agtede at ride
over valpladsen. «Lykkelige tanke!" u6drs6 den
forslagne Russell; nu da jeg har faaet brevet fra
mig, vil jeg gjøre det samme". De to red da afsted
mellem døde og saarede, indtil de kom til den bel
giske græse, da Skinner med sin sædvanlige ude
regnelighed pludselig udbrød: Nu adieu, Russell,
for en time eller to. Jeg vil ride inci til Louillon og
faa mig en lunch". Mintro", svarede Russell med
den størst tænkelige uskyldighed, jeg er ogsaa
sulten. Jeg tror, jeg gaar med Dem". Saa red de,
og spiste og steg tilhest paany og red videre, men
ikke ad den vei, de var kommet; sandt at sige den
stik modsatte. Da var det, at de saa hinanden ind
i ansigtet begge paa engang og brølede af latter.
Begge to havde helt fra først af tænkt at reise videre
helt til England. Nu reiste de sammen.
Hvor megen lyst jeg i de dage end havde til
at foretage noget, saa manglede jeg midler til at gjøre
endog det min6ste forsøg paa at realisere mine
ideer. Jeg repræsenterede da et blad, som havde
sendt mig i felten med et noksaa svagt udstyr i
financiel henseende. Jeg havde ingen hest; jeg
havde ingen forbindelser med staben. Jeg trampede
afsted med de kjæmpende og med randselen paa
ryggen. Kanske jeg da saa mere af virkelig haard
kamp end nogensinde siden; men til hvad nytte?
Alt, hvad jeg kunde gjøre, var at slippe mine breve
i feltpostvognen og overlade dem til sin sørgelige
langtrukne skjæbne. Ogsaa jeg havde gaaet over
grænsen til Louillon — trasket 6i6 paa mine ben;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
