Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
140
skulde der vel desuden gives, end at læse Kjærlighe-
den i dit milde Blik og høre den i din Stemme?«
»Vei din Kraft, Ottol« sagde hun, »førend Du
lader Dig fængsle, thi er vor Spagt engang sluttet, vil
Intet i Verden kunne sønderrive den. Aldrig Vilde
jeg kunne dele din Kjærlighed med nogen jordisk
Mel–
»Elskedel« svarede Otto, »min Kjærlighed er alle-
rede for stor for mit Hjerte! Der sindes ikke en Fø-
lelse, uden at den tilhører Dig; den hele Verden har
trængt sig sammen i dit Billede , og udenfor Dig er
Alt Intet.
»Itke at jeg tvivler om din Oprigtighed,« sag-
de Moen, »men, Ottol Menneskene ere saa svage, saa
svage! Løfter gaaer varmt og oprigtigt over Læberne-
og nogle faa Øieblikke, og det er glemt; Kjærlighe-
den blusser, og river hen, og nogle faa korte Dage,
og ogsaa den forsvinder, og den elskede Gjenstand?
ak! hun forlades, taareblaendet og fortvivlet, og bleg-
ner i Ensomheden, og døer. Men jeg vil troe Dig,«
tilføiede hun, idet hun bøiede sig ned, og plukkede en
Natviol, som blomstrede ved Kildens Rand. »Væd
din Finger i Dugdraaben, som blinker her i Kalken,
og tilsoccrg mig evig Troskab ved hiin Stjerne, som
falder i -Øs«ten.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
