Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET SIDSTE FARVEL 99
tornekronen, i glas og ramme. Tvers overfor paa
den anden var der ogsaa et billede i glas og ramme.
Det var en fuldrigger med alle seil oppe, som skar
sig vei gjennem et oprørt hav, — henimot en kyst der
laa i let, lys taake, og gav anelse om al verdens
herlighet. Mot kysten brøt der vrede brændinger.
Under billedet stod to ord med store, latinske bok-
staver :
LIVETS SEILAS
Dette billede hadde han holdt saa urimelig meget
av saa længe han kunde huske. Sammen med det
hadde han ogsaa knyttet alle forestillinger om den
underlige skuten som folk paa de kanter av landet
vilde vite at ha set. — Nu blev hans blik hængende
ved skuten før det vandret videre. Og da han hadde
faret rummet rundt, maatte han endnu engang til-
bake til det. — — —
Men under billedet paa væggen stod der en
linklave i væggen, som var halvklavet. En tør lin-
kjuke laa paa en stol ved siden. — — Men i vindus-
kroken ved bordet stod farens søndagspipe slik den
hadde staat hver ørkedag saa længe Nils kunde huske.
— — Hver enkelt liten detalj saa Nils, skjønt han
egentlig intet saa.
Saa stod de utenfor i regnet alle tre. Men oppe
i stien maatte Nils se sig om og ned til sjøen. —
Han stanste.
"Det er bedst du betøier baaten bedre, far; han
blir vist styg til natten. — — Eller vil du jeg skal
springe ned og gjøre det for dig? — — Vi har god
tid endnu."
Men faren stanste ikke. Og saa gik de videre.
Hele veien gik de i taushet. Det øsregnet. Vesten-
vindsstormen suste dem om ørene. Det vaate lyng la
sig klissent om benene.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
