Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1(5 Solens Betydning mod Nord, Maanens mod Syd.
Herved er dog først at mærke, at de Egenskaber, et
Folk tillægger sine Guder, aldrig række ud over dets
egne moralske Begreber. Samme Solgud kunde da for
to forskellige Folk tage sig meget forskellig ud alt
efter deres forskellige Kulturtrin. Men desforuden
maatte selve Naturforholdene give Troen paa
Himmellegemerne et vidt forskelligt Præg i de forskellige Egne
af Jorden.
Hos alle Beboere af nordligere Strøg maatte Tro
og Livssyn paavirkes fortrinsvis af Solen. Det
varden, der bestemte Aarstiderne, hidlokkede ved sit
Komme den liflige Sommer, gav ved sin Bortgang Rom
for den mørke Vinter. Haard var Striden mellem den
varme Sol og det knugende Mørke. Uafgjort bølgede
den frem og tilbage Aar ud og Aar ind. Ved
Midsommer blev selv Natten til Dag, ved Midvinter Dagen
til Nat. Imod Solens Magt var Maanens kun for lidet
at regne, kold og klam, et flygtende Vildt for de
jagende Skyer. Dag var Virketid, Natten til Hvile.
Sol var Dagens Fader. Vintermørket Nattens. Ingen
kunde tvivle om. at Aaret begyndte, naar Dagene atter
toge til. Dognet, naar Solen stod op.
Anderledes hos Beboerne af Flodbredderne ved
Nilen. Eufrat, Tigris, Indus og Ganges. Her var Solen
langtfra den samme milde Hersker som hist. I
flammende Nidkærhed kunde den svide Landet til Ørk og
med sit skærende Lys blinde selv de Fromme. Aaret
begyndte derfor hos enkelte semitiske Folk’ først, naar
ved Efteraarsjævndøgn dens Rasetid var omme. Dag
og Nat vare næsten altid lige lange. Men mindst det
halve Aar rundt var Natten Døgnels bedste Tid. Man
længtes gispende efter den kølige Nat. den Stund, hvor
Solens Baal var slukt og Maanens mildere Lys bredte
blidere Skygger. Enhver var derfor fortrolig med
Stjernerne paa den næsten altid skyfri Nattehimmel, og
særlig var Maanen Hvermands Ven. Den blev hos
mange Semiter til det vigtigste Himmellegeme,
hvorefter man alene bestemte Aaret. Døgnet begyndte med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
