Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kampen mod Djævelen.
179
tvivlelses, den genopvaagnede Naturs og Djævelens Del.
Og denne Dobbeltbelysning over Livet vexlede ikke
jævnt som i Naturen selv, en Dagside og en Natside,
med halvt umærkelige Overgange. Nej, de vare
rystede sammen, stod med skarpt afskaarne Sider, som
Brud i Glar, lige op ad hinanden. Midt paa
Sommerdagen, midt i Glæden, Jublen, Festen kunde man gribes
af den forfærdelige Vished om Djævelens Nærhed. Og
uundgaaeligt fortabt plumpede man ned i Mørket, i
Helvedkvalernes, de timeliges, de eviges altomklamrende
Gru. Som Skyggen af Møllevinger jog Djævlefiygten
hen over Sindets solbelyste Vindue, uroligt, uafladeligt,
til at blive gal over.
Det var netop det bratte i Overgangene, der
nærmere seet udgjorde Uhyggens værste Part. Thi Alt,
hvad der ellers kan tage Stød af og bære oppe — Ens
egen Følelse af at have handlet ret, Andres skærmende
Omhu, Kæres Medfølelse — det brast i et Nu som
skøre Baand, saa saare man hældede ud over
Afgrunden. Forholdet slog om med samme meningsløse
Pludselighed som den, hvormed Negre jublende holde Fest og
i samme Nu grusomt styrte sig over den iblandt dem,
hvem Loddet rammer til Slagtning. Den, hvem
Djævle-frygten stemplede, stod med Et svigtet, skyet, udstødt
af Alle. Var det end Ens egen Fader eller Moder,
Søskende, Ægtefælle. Barn, saa sitrede Baandet over af
Rædsel fra det Øjeblik, man i dem opdagede Djævelen
og hans udstrakte Klo efter En selv. Og Vanvid
truede hver den, der ærligt saa til i sig selv og
genkendte ham af og til ogsaa i sit eget Indre. Ikke uden
Grund antog da Livet stundum Præg af hine Bakkanalier
under Pesttid, hvor alle Baand ere opløste og Enhver
feberhed skynder sig at sætte Nydelsens Bæger for
Munden, førend det er forsilde.
En valnere Eftertid vil med mild Værdighed maaske
bebrejde hine Slægter, at de ikke søgte Religionens
Trost. De vare jo dog Kristne, og i Troen findes
Lægedom mod alle Onder. — Men hertil vilde hine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
