Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gild. Vor Bevidsthed.
227
hed og samtidigt som endeligt Væsen ikke at kunne
rumme Tanken, — saa er dog den største
menneskelige Nød at tabe sin Gud, just idet man trænger
haar-dest til ham. Det endelige Menneske kan ikke gribe
den uendelige Gud. Og det opdager til sin Forfærdelse,
at det, som det kalder Gud, kun er en vexlende
Dannelse i dets egen Bevidsthed.
Her ligger Smerten i Nutidens Verdenssyn
tydeligst for Dagen. Vi maa indrømme, at vi selv kun ere
endelige og meget ufuldkomne. Og naar vi ville søge
at tænke os det Uendelige og Fuldkomne, formaae vi
kun at fastholde det som det Tomme. Vi aande kun
med Gæller. Ophold i Uendelighedens rene Luft er
for os kun Tomhed, Smerte, Død. Saa synes da
Nutids Menneskets højeste og eneste Forret at være Retten
til at fortvivle. I saadanne Øjeblikke hjælper ikke
Udviklingstanken længer. Hvad er den anden end
Gudstanken? Menneskets Hjerteblod udgydt i det tomme Rum.
Et skuffet. Haab, den bitreste Anklage mod den Verden,
hvori vi mod vor Vilje ere fængslede paa Livstid.
Synes Nutidens Bevidsthed her at maatte sprænges
af sit eget Indhold, saa afværges dog dette ved
Ejendommeligheden af dens Form. Vor Bevidsthed er
udstyret med to mærkelige Evner, Evnen til at glemme
og Evnen til at troe og haabe. Hin første Evne er
som Trangen til Søvn, som Saarets Tilbøjelighed til at
læges, en Naturgave, hvis Virkninger vi ikke kunne
unddrage os. Den styrer Flugten hort fra det, vi ikke
magte, medens Troens øg Haabets Vingepar fører os
fremad. Det hjælper ikke, at vi stritte imod. De virke
uvilkaarligt. Vor tydeligste Forklaring paa, hvad vi
selv er, bliver derfor: et fornemmende Væsen, der troer
og haaber og kan glemme.
Trods alle de Vanskeligheder, hvori vi ere stedte
ved Forvisningen om vor Endelighed i Modsætning til
det Uendelige, der omgiver os, besidder vi altsaa dog
en umiddelbar Evne til at flagre os fri. Hvad skader
det, at vi have indseet, at Tro og Haab kun ere Be-
15*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
