Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Politisk virksomhet fra 1513 av
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ham, og som fatter had til dig, naar du saa ikke
slutter dig til ham. Han, den anden, foragter dig, fordi
han opdager at du er frygtsom og litet beslutsom,
og du faar straks ord paa dig for at være unyttig
ven og ufarlig fiende. Saa enhver, som seirer, bare
krænker dig uten spor av hensyn . . ." Det første
brev ender han slik: „Jeg konkluderer altsaa, for at
komme til ende paa denne utredning, med at, da der er
mere chance for seir paa Frankrike s side end paa
de andres, og da paven ved sin tilslutning kan gjøre
seiren sikker for Frankrike, derimot ikke for de
andre, og da Frankrike som ven og som seirherre er
mindre farlig og mere utholdelig end de andre, —
endvidere at, da et nederlag sammen med Frankrike
som ven er et mindre haardt slag end sammen med
de andre, og da man saa dertil ikke kan forbli
nøi-tral i tryghet: at derfor Vorherres hellighet bør enten
slutte sig til Frankrike, — eller ogsaa til de andre,
saasandt Venezia ogsaa slutter sig til dem, men
ellers ikke."
Det er just ingen fantast som skriver disse breve. Det
er et mandfolk. En regnemester. Med et skarpt øie,
som bevaret visionens underlig kolde glimt midt i
den idéløse krig, som raste over halvøen. Det er
klare ord, faste uforanderlige ord, ikke til at
misforstaa. Særlig disse to breve, som tildels endog er
ordret gjentagelse av hverandre, er grundlæggende
for italiensk utenrikspolitik og dens syn paa
nøitrali-tet. Her er de store linjer optrukket for den nationale
politik, som det blev Italiens skjæbne helt til 1870
at det ikke fulgte.
221
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
