Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Verker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
om, hvordan en fyrstes hær skal være for at naa og
hævde maalet, statens frihet; ti en ståt maa være
sterk, vil den være fri.
Discorsi over Livius er i virkeligheten aktuelle
op-byggelser, stukket litt tilside bak tilsyneladende
objektive kommentarer til og betragtninger over den
gammelklassiske tekst. Man kan synes, det er litt
uventet at det er blit Livius. Tacitus har nemlig
staat for ham som særlig stor: han saa ogsaa sin
samtids raaddenskap, og han skrev ogsaa historie i
moraliserende tendens. I grunden mere end Livius.
Men skal man nævne den latinske klassiker, som
maa ha ligget Machiavelli s hjerte nærmest, saa blir
jo det Sallust: hans knaphet, hans skjulte glød, hans
kolde, gjennemborende syn paa samtid og paa
mennesket. Der er noget av racefællesskap dem
imellem. Men ingen av disse valgte han at kommentere;
naturligvis var det selve indholdet, som her var
bestemmende : Romerstatens grundlæggelse. — Livius
er saamen heller ikke hovedpersonen i Discorsi; det
er Machiavelli s egen samtid. Ti han maa aldrig
løsrives fra sin bakgrund. Saaledes har han intet
tilovers for Cæsar, som ødela den romerske republik,
han forstaar ham i grunden slet ikke. Og snakker
han om etrusker og galler, er det Toscana og
Frankrike, som foresvæver ham. Ja, der dirrer endog rent
personlige oplevelser under, som f. eks. der hvor han
i tredje kapitel skriver om sammensvergelser: der er
ordene direkte myntet paa affæren Boscoli 1513. I
det hele, Firenze og dets indre kampe staar altid
for hans øie; der er fuldt op av svakt dulgte allu-
314
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
