Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
260 Norges Kcngc-Kronike.
Kong Olav var selv Gndfar til sin Navner. Dette stete i
Kong Olavs tredie Regieringsaar, og fra Ringerige drog han
til Vigen, hvor han forblev, til han om Vaaren modtes med
Sigrid i Konghelle.
Andet Kapitel.
Dm Olav i hans Opvoert.
Hrane Vidfarne eller den Vidtbereiste var fulgtes med Aaste
til Ringerige, han blev nu Olav Haraldsous Foster -Fader, og
Drengen artede sig godt, blev just ilke ret hoi, men kom dog til
at see bande smuk og livlig ud, og det viste sig tidlig, at han
var et godt Hoved, som havde Munden til Tjeneste.
Kong Sigurd Syr var en meget driftig Avlsmand og
Husbonde, saa haus Folk havde immer nok at bestille og vidste
sig aldrig noget Oieblik sikkre for ham, enten i Mark og Enge
eller paa Grcesgcingen, eller selv i Huggehuus og Smedde, thi
han var immer paa Fcerde, saa hist og saa her. Nu traf det
sig engang, da Sigurd vilde ride ud, at der var ingen af
Karlene hjemme, og han kaldte da ad sin Stifson og bad ham
sadle op. Olav tav stille og gik hen til Giedehuset, ledte der
den storste Bul ud, hau lunde finde, lagde Kongens egen Sadel
paa ham, og lod saa sin Stiffader vide, at nu var Nidetoiet
istcind. Naa! sagde Sigurd, da han kom ud og saae, hvad
Olav havde gjort, det er da saamcget sagt, som at du vil lade
Poller vcere min Tjener, og for din Moders Skyld stal jeg
heller ikke herefter bemode dig med, hvad jeg seer der er en
Brand i din Ncese; for Resten er det godt at see, du er ikke
min Son, thi saa storagtig har jeg aldrig i mine Dage vceret.
Olav sagde ikke andet end Hum til det, smilte og gik sin Vei.
Saaledes vorte da Olav op, blev, som sngt, ille meget hoi,
kun som Folk er flest, men droi tilgnvns, hvorover man kaldte
ham Olav Tykkert eller hin Digre, derhos foer og stcerk af
Lemmer, lysebrun af Håar, bred af Anstgt, og i Kinderne som
Melk og Blod. Imidlertid var det dog iscer i Oinene, hnn havde
sin Styrke, thi de vnr ikke blot deilige og spillende, men funllede
tillige saa, nåar han var vred, at man lunde blive gcmste for-
Kluffet. Han saae desciarsag godt og havde et meget sikkert Vlil
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
