Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sigurd lorsalfars Saga. 737
Hevdinger Sveud Runildson, en Son nd Knud Svendsen pna
ledderen, hvis Slib laae tcrt foran Kongens, og Sigurd Sigurd
son, en af de fornemste Lensmcend, som ogsaa havde Slib at fore.
En Dag, da det var varmt og deiligt Solstinsveir, gik der
Mange nd at svomme, baade fra Kiebmcmdssiibet og fra Lnng
stibene, og en nf Islcenderne havde sin store Fornoielsc nf nt dykke
dem, der itte kuude svomme snn godt som hnn, hvorved Folk da
fik noget at lee ad; men det kunde Kong. Sigurd ikke lide, smed
i en Hnst Klcederne as sig, sprcmg ud, foer til og greb Islcen
deren i Nakken, som uu maatte dutte for Alvor, thi han kom
aldrig saasnart op, forend han maatte herunder igien, og det
lcenge, thi Kongen blev ved at holde paa ham.
Men, sngde Sigurd Sigurdson, stal vi da lade den stakkets
Mand reent omkomme? Ja, var Svaret, der er jo Ingen, som
tor vove sig ud til Kongen. Sna? sagde Sigurd, det stulde
vi nok faae at see, hnvde vi bnre Dng Eilifson her; og med
disse Ord sprang Sigurd ud, svommede hen til Kongen, tog
Hold i ham og sagde: edelcrg dog ille Mnnden, Herre! det er
jo nu noksom beviist, nt du lan svomme hnm sonder og sammen.
Slip mig, Sigurd! sngde Kougen, jeg levner itte Liv i den Karl,
han ligger jo og vil drukne mine Folk. In, sngde Sigurd, det
vil vi dog nappes om, og imidlertid, Islcrnder! strup du dig i
Land! Det lod Islcenderen sig ikke sige to Gange, og da han
vnr borte, slnp Kongen Sigurd og svommede tilbage til sit Slib.
Sigurd sogte ogsaa sit, men forfoiede stg snart i Laud, da han
horte, Kongen havde sagt, at vilde Sigurd vel såre, maatte han
vogte sig for nt lomme for hans Oine.
Samme Dags Aften blev en Deel af Folkene i Land over
Sengetid og gjorde Spas, og iblnndt dem vnr ogsnn Hnrnld
Gille, som dn befnlede sin Oppasser at gaae ombord og rede
Seng og bie til hnn kom. Drengen gjorde som ham var be
falet, men da Tiden faldt ham lang, lagde han sig i Haralds
Seng. Det saae Svend Runildson og sagde: det er dog rigtignok
tungt for hvem der med Wren har traadt sine Bernesloe, at stulle
drage fra Huus og Hjem for nt ligge pnn Rad med Drenge!
Ja, sagde Drengen, Harald har selv givet mig Lov. San! sagde
Svend, da kunde det vcere mandelig Forneielse nok nt ligge ved
Siden nd Hnrnld, udeu at han ovenikiebet behevede at trcette
Trcrlleunger og Stodderkram med sig herop.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
