1.
Hyp min Hest, lad Ploven gaa,
pløje ned hvert Stubbestraa,
lokke frem den slugne Larve
dem kan Spurv og Krage arve,
rødde op det onde Kuld,
skjørne godt den haarde Muld.

                2.
Denne Mark jeg har saa kjær,
den er Bøgeskoven nær,
den har Stork og den har Lærke,
den har Danmarks Modermærke;
mod en gammel Kæmpegrav
Vinden stryger ind fra Hav.

                3.
Ak, jeg veed et Pløjeland,
nu for os en fremmed Strand;
Torn og Tidsler har det døjet
og med Kugler er det pløjet,
dog saa dansk i Bund og Grund
som en Mark ved Øresund.

                4.
Men naar Timen er dertil,
og naar Hævnens Herre vil,
skal med ham vi Faa og Svage
trøstig pløje det tilbage,
spænde Gefions Øxne for,
til vor søndre Mark er vor!