Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
87
— Og han lagde armen om mig og drog mig
ind, og i sovekammerdøren stanset han, saa
omkring sig paa de tre smaa sengene i natlam
pens lys og løftet armene lidt:
wAa det er jo dem, jeg tænker paa — dem og
saa dig, Marta — hvordan det skal gaa med dere!"
Jeg tog ham om halsen og kysset ham.
„Kjære, kjære — spidskatarrh — lægerne siger
jo nu, de aller fleste mennesker har havt det,
uden at vide det engang." —
Og jeg bad ham gaa iseng, rettet paa puderne
og lagenerne og snakket for ham.
B Det er jo det, Marta, at mor døde af det —
og Lydia og Magda . Jeg har jo aldrig
før tænkt paa det — jeg, som var saa kjærne
frisk og sterk — jeg syntes jo altid, skulde ikke
vi to kunne gifte os med god samvittighed, hvem
i verden skulde saa kunne det." —
Jeg lagde mig, og jeg maatte op igjen for at
se, om Otto faldt isøvn, og jeg dækket og
dægget for ham som et barn. — Det var lyst,
inden jeg faldt isøvn.
Klokken var elleve, før jeg vaagnet. Da
jeg spurgte efter Otto, sagde pigen, at grosse
reren var gaat paa kontoret til sædvanlig tid.
— Gud i himmelen fri alle mennesker for
slig en formiddag som den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
