Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jomfru Witzleben - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
19
Endskønt hun endnu ikke var indviet i mode
rens fortid, følte hun en dunkel uvilie mod hende.
Moderens simple væsen og rå sprog skræmte
hendes fine, sensible natur. Hun havde jo i
Bremen fået en dames opdragelse. Hun kendte
tilbunds de tyske klassikere (Schiller var hendes
yndlingsdigter) og hun kunde foruden sit moders
mål tysk og fransk.
Tjenestepigen, den gamle, grætne, sjuskede
Vibekke, undlod ikke ved den mindste leilighed
at vise den ringe respekt, som hun nærte for
sin madmoder. Hun var usædvanlig grov i mun
den og Marianne undlod altid at komme hende
nær, da hun stank ligesåmeget af brændevin, som
moderen af parfume.
Moderens forhold til denne pige var en gåde
for Marianne. Undertiden lo de og talte for
troligt sammen som to gamle veninder på et
sprog, som Marianne havde møie med at fatte,
da det var en blanding af det simple bergenske
og af strilemål. Til andre tider slåst de som
hund og kat. Der faldt skjældsord og drøje
eder mellem dem. Men altid måtte moderen
ligeoverfor Vibekkes forblommede hentydninger
og trusler stikke piben i sækken. Hvad var det,
hun egentlig bebreided moderen?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
