Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Indledning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
18
drive ut onde aander, de skal tale med tunger, de skal
tage slanger i hænderne, og om de drikker noget giftig,
skal det ikke skade dem; paa de syke skal de lægge
sine hænder, og de skal blive helbredet.“
Det er naturligvis ikke blot inden kristendommen at
troen har tapt noget av sin kraft for presten, det er det
samme i andre religioner. Med kunstig ild maa nu parser
presten tænde offerveden, ilden som han i fordums dage
ved „kraftens ord“ nedkaldte. Troens kraft er saa sjelden
nu, at Ibsen siger: „Ja, det er længe siden, det gaar ei
saa til nu for tiden“, og dog vilde det gaa saa til nu
som da, om der fandtes „tro som et sennepskorn“.
Er der mangler ved de voksnes undervisning, saa
er det endnu værre med børnenes. Paa skolen er religi
onen et „fag“ som skal Jæres“. Istedetfor at faa høre
om hvad menneskehetens store lærere og deres disciple har
forklaret av de evige love, og fremforalt faa høre om
deres opofrende liv fuldt av kjærlighet og barmhjertighet
for alt som lever, ven og fiende, troende og ikke troende,
saa maa barnet lære utenat historier som ikke læreren
forstaar, langtmindre eleven. Religionsundervisningen
skulde ikke være til for at lære historie, men for at
vække og utvikle den religiøse følelse; den skulde være
den jordbund, den sol og regn som bragte det religiøse
frø til at spire og vokse. I den første tid burde derfor
religionsundervisningen indskrænke sig til enkle for
tællinger om store og gode barmhjertighetshandlinger,
hentet ikke alene fra de religiøse skrifter, men ogsaa fra
det verdslige liv, og de skulde ikke læres utenat, der
skulde ikke være nogen følelse av en almindelig „time“
i religionstimen, men barnet skulde aande i en atmos
fære av mildhet, barmhjertighet og gode tanker om baade
mennesker og dyr, ja gjerne planter ogsaa. Lidt senere
kunde man saa gaa over til fortællinger om selvopofrelse,.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
