Gud skal al Ting mage |
|
1. | Gud skal al Ting mage, som mig alle Dage favner i sit Skød, han, som mig udval’te og blandt sine talte, førend jeg blev fød’, han, som véd saa god Besked udi Livet og i Døden, hvad jeg har fornøden. |
2. | Gud skal al Ting mage! som saa mangen Plage haver fra mig vendt, underholder Livet, Mad og Drikke givet, som det mig har tjent, og naar tit en anden sit har med Suk og Sorg fordøjet, har han mig fornøjet. |
3. | Gud skal al Ting mage, dig ved Haanden tage, naar du synke skal, naar du vil fortvi’le, finder ingen Hvile udi Modgangs Dal, Gud da vil selv træde til, da skal al din Kummer endes, som et Straa forbrændes. |
4. | Gud skal al Ting mage, mægtig i de svage han sig altid ter, skulle eller kunde nogen gaa til Grunde, som paa Herren ser? Alle Steds da vel tilfreds, al Ting staar udi hans Hænder, al din Trang han kender. |
5. | Gud skal al Ting mage, selv naar du skal smage Dødens beske Skaal, da vil han det gøre, selv vil han dig føre til det rette Maal. Lad den Pagt kun staa ved Magt, at du skal til Ggraven drage, Gud skal Sjælen tage. |
6. | Gud skal al Ting mage, som den sorte Drage mægtig overvandt; fører han end sine gennem Kors og Pine underlig i blandt, vær bered’ til Strid og Fred, til at give og at tage, Gud skal al Ting mage! |
Brorson. (efter Stockmann). |