Jeg ved et lille Himmerig |
|
1. | Jeg ved et lille Himmerig, det er saa let at finde, hvor Tro og Daab ej fuldelig gik Hjerterne af Minde! |
2. | Dér han, om hvem Guds Engle sang, er selv i Kraft til Stede, dér synger højt, som Fugl i Vang, Guds Børneflok med Glæde! |
3. | Dér hører vi Guds eget Ord, men ej med Tordenstæmme: en sagte Lyd med Guddomsspor i Hjertet vi fornemme. |
4. | Det er Gud-Faders Julebud til alle smaa her nede, om Sønnen hans, den lille Gud, i Krybben at tilbede. |
5. | Aands-Krybben er den gode Jord som aabner sig for Glæden, déri det barnlige Gudsord sig lægger ned som Sæden. |
6. | Da lytter vi med Liv og Lyst, hvor der af Hjertet tales, naar Herren ved sin Tjeners Røst lyslevende afmales. |
7. | Det lifligt er at høre paa, hvordan Guds Søn i Støvet, som spæd en Gang i Krybben laa, fuldførte Levnedsløbet. |
8. | Det himmelsk er at høre paa, at han, som dyrt os købte, guddommelig vil vandre saa i alle sine døbte. |
9. | Han kalder Tro sin Moder sød, hun kender ham paa Røsten, og føler dybt i Liv og Død, hos ham er Himmeltrøsten. |
10. | Ved hvert et Helteskridt paa Jord han hvisker til sin Amme: Ja, Moder, naar jag bliver stor, jeg gøre vil det samme. |
11. | Kun naar paa korset brydes ud: Hvi vil mig Gud undfalde Han hvisker: Lovet være Gud, det en Gang var for alle! |
12. | Og naar det lyder: Han opstod, og Fængslet tog ham fangen, den lille hvisker: Moder god, istem nu Sejerssangen! | 13. | Gid i det lille Himmerig Guds Ord os saa husvale, til i det store klarer sig Gudsaandens Billedtale. |
Grundtvig. |