O, sad jeg, som Maria sad |
|
1. | O, sad jeg, som Maria sad, med Troens Blik saa barneglad op i min Frelsers Øie! sad saá ved Morgen og ved Kvæld, inddrak hans ord med tørstig Sjæl, jeg glemte al min Møje. |
2. | Var det min bedste Morgendrik, var det, naar jeg til Hvile gik, min Dug og Aftensvale, da lærte jeg vel mer og mer, om al min Trang, min sjæls Begær, med Frelser min at tale! |
3. | Da blev det vel og mere let, at vandre glad og virke ret, da blev mig Visdom givet, da Kærlighed i Hjertets Grund og Lovsangs Toner i min Mund udsprang til Lyst for Livet. |
4. | Her er jeg, Herre, Hjertensven! tal du! saaå taler jeg igjen, skjønt jeg er lav og ringe, og du almægtig, høj og stor! jeg giver Dig dit eget Ord, selv kan jeg intet bringe. |
5. | Du siger, jeg har Barnekaar evindelig hos Fader vor, Du selv det til mig kjøbte! Du siger, at din egen Aand udløser mig af Dødens Baand, til Livet han mig døbte! |
6. | Livsaligt Ord er i din Mund! livsalig er hver stille Sstund hos Dig paa Barnesæde! Dér faar vi Mod, dér faar vi Lyst. ud i dit Navn og ved dit Bryst til „Fader vor“ at bede! |
Wexelsen. |