Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HVOR VI BOR. 15
For jeg tænkte jo som saa, at det blev vel ødere og
trangere og vildere jo længer nordover vi kom! Jeg var
ikke klogere end som saa. Men gudskelov, heri tog jeg
da feil.
Da vi var klar af Lofoten med dens vilde, stængende
fjelde og kom længer nordover, du verden, hvor forbauset
jeg blev!
Skogen begyndte igjen at titte frem, ager og eng
begyndte at smile til os saa kjendt og kjær, og der gik en
vakker brun hest og beited langs fjæren aa — da steg
livsmodet igjen til jublende glæde. En hest! Saa maatte
der jo være mennesker ogsaa!
Og skogen øged efterhvert som vi kom mod nord, blev
rigere og større — guldglad i sin høstdragt stod den og
lyste opefter tjeldvidderne, helt til den mødte sneen som så:
Goddag og tak for sidst.
For bjerken, den lyse fine glitrende skogens brud, den
og smeen er gode venner og vel forligte hernord. Men imellem
saa slaas de lidt — det er høst og vaar.
Om høsten har sneen slig hastverk at det er ikke maade
paa! Kommer saa rent for tidlig og lægger sig i guldhaaret
til bjerken, og spørger om den ikke nu snart synes det er
paa tide at lægge sig til at sove?
Bjerken ryster paa hovedet og forgylder skogbunden
med lidt af sin gule silkepragt — den synes det er saa rent
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
