Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
86 SMAAPIGERNES BOG.
kjæledyr allesammen og altid en af smaapigernes eiendom.
En sød snil ko havde vi engang som hed «Stjerna», den var
mors. Den tigged og bad mor saa længe for, at den tilslut
var saa gammel, at den spiste op sine egne tænder — men
da sa far rigtignok at nu kunde den vistnok ikke glæde sig
mer over livet, og saa en morgen kom Martin — mor hørte
skuddet gaa — huf — det er fælt, at vi skal raade over
dyrenes liv, og dræbe dem som vi holder saa meget af!
Forrige jul var det Lilleguts «Lindelin» som skulde
slagtes, men da han ingenting fik vide om dagen, saa gik
det jo noksaa lempelig af. Men Lillegut havde nok ikke
glemt koen sin han! Da kjørene skulde slippes i vaar, siger
Lillegut noksaa vemodigt: -«Sakkars Lindelin — nu kan
den, ikke faa gaa i skogen og spise græs med de andre
kossene.»
Og saa al den hemmelighedsfuldheden til jul! Man kan
næsten ikke røre ved noget uden at komme borti noget som
man ikke skal se.
Oppe paa kvisten i skoleværelset holder smaapigerne til
og syr i al hemmelighed, og naar nogen kommer i trappen,
saa skriger de og ler og springer op og laaser døren. Ingen
maa komme ind — slet ikke mor.
Men imellem saa lister mor sig ganske sagte opover
trappen, pludselig slaar hun døren op og raaber: «Her er jegl»
Aa du sødeste Rusk for leven, alle styrter under bordet
eller bort i sengen og gjemmer noget i forklæderne sine,
men mor blir umulig og v/ se hvad det er, tilslut ligger alle
paa gulvet under latter og moro.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
