Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
122 SMAAPIGERNES BOG.
blomsterne — ja, ordet var ganske frit, og det mangled ikke
paa begeistring og bifald hos alle.
Hvem skulde troet, at vi alle skulde kunne sidde de og
spise middag flere dage før St. Hans, saa graat og trist som
det saa ud før et par dage siden? Det var rent som en
fortryllende drøm — var det os, eller var det ikke os? Ja,
dette var unegtelig bedre end at gaa paa landtur paa en
grøn silkeserviet i dagligstuen, nu havde Vorherre selv dækket
jorden med sit deilige grønne teppe; og det var nok ingen
der kunde gjøre det som han.
Men hvem er det som stikker næsen op i fars tallerken
og vil ha sig en smagebid?
Jamen er det «Siksen». Det er en yndig hvid liden
gjetebuk, som aldrig har været ude af fjøset før idag, og er
rent forbauset over hvor stor verden er. Den er selvfølgelig
meget uopdragen, og ved ikke hvorledes man skal opføre sig
i fint middagsselskab.
«Fy da, Siksen, gaa din vei,» siger Lillegut, og det gjør
den med stor fornøielse og hopper nogen geniale vriomspring
paa egte gjetebukmanér bortover græsset.
Ja, slig tog vi imod sommeren!
Straalende kom den og jaged med ét slag alt mismod,
al vinterens gru og mørke paa dør, og vi favned den med
D
aabne hjerter, og takked Gud som aldrig glemmer os.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
