Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
132 SMAAPIGERNES BOG.
”
At træffe Jo Morten igjen her saa uventet med hele ren-
flokken sin var da en stor overraskelse, og det blev en rørende
gjenkjendelsesscene,
«Nei, goddag, doktorfar — e du her — ja stakkar, eg
kjendte baaden din — nei godkveld, fruamor — jo tak, leve
bare bra — glunten min kommer til deg imaara — ikje
ganske bra —».
Vi fulgte da med et stykke, saa slog han leir, og renen
fik lov at gaa og græsse paa en aaben plads nede ved sjøen.
Dere kan ikke tænke dere hvor søde og nydelige rens-
dyrene er. De har et saant mildt taalmodigt udtryk — de
er nok vant til at slide meget ondt; ofte sulter de om vinteren
paa fjeldene inde i Sverige, naar det iser paa og de ikke
kan faa fat i renmosen.
Men nu gik de her og græssed i midnatsolens røde
milde lys og havde det rigtig godt.
Det var et uforglemmeligt billede dette — hele den lyse
renflokken der spredte sig udover — solen der lyste saa mildt
og vidunderligt, og fjeldene der laa som en vældig ramme
om det deilige billede af vort skjønne dyrebare hjem og
fædreland.
Jeg maatte staa stille og fæste det ’uforglemmeligt i min
sjæl, for at ta det frem igjen i de lange mørke vinterdage.
Det hjælper saa godt at have slige deilige sommerbilleder
gjemt i sindet da — saa lukker vi op for dem imellem og
siger: Husker du det?
En hel del af renerne var ganske snehvide og saa tamme,
at vi kunde gaa lige hen til dem. Men nu skulde finnegutten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
