Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
177
og undselige Blik, dette fine og henrivende Smil,
som ledsagede hendes Ord. Han glemte alt, Fra-
sigelse, Offer, Skilsmisse, han knælede for hen-
de, kyssede hendes Kjole, hendes Fødder, hen-
des Hænder, mens hans Øjne straalede, og hans
Læber sagte og skælvende tilhviskede hende
lykkelige og berusende Ord.
Lidt senere lukkedes Havelaagen efter ham,
og Flora gik langsomt og drømmende tilbage til
sit Værelse; men bag en høj Busk ved Lyst-
huset, som de nylig havde forladt, stod en Mand
med korslagte Arme og saa tankefuld og grub-
lende efter de bortgaaende.
»Jeg anede det,« mumlede han for sig selv,
idet han forlod sit Skjul og gik dybere ind i
Haven.
Det var Bramer.
Det blev Aften. Der var tændt Lys oppe i
Dagligstuen hos Generalinden. Solberg og Elise
var budt over til hende; ogsaa Jan var til Stede.
Flora sad ved Vinduet paa en Stol; hun var
stille og tavs, men den livlige Rødme, som hav-
de udbredt sig over hendes Ansigt, de straalende
Blikke, som mødte Jans, røbede hendes Glæde.
Bramer gik frem og tilbage paa Gulvet og kaste-
de af og til et hemmeligt Blik paa de to elskende.
Saaledes gik en Tid. Der indtraadte en Pause
i Underholdningen mellem Generalinden og Sol-
berg. Bramer traadte hen til Jan.
»Kruse!« sagde han med rolig Alvor, »jeg var
i Eftermiddag Vidne til en Samtale mellem Dem
og min Datter i Haven. Jeg hørte Deres Beslut-
ning om at rejse, og Grunden, som atter bevæge-
de Dem til at opgive den. Flora havde Ret, og jeg
bekræfter hendes Ord: deternuforsildeat
rejs el«
Smuglerens Søn. 12
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
