Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Camilla Collett
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
75
,•»
gamle Venner. Kun om én Ting talte vi denne
Gang lidet : om hendes egne Verker og om hende
selv. Søgte jeg at dreie Samtalen hen paa
hendes Person, kom der noget Aandsfravaerende
i Blikket, der gjorde mig forlegen og vemodig.
Jeg følte mere, end jeg i Øieblikket forstod, i
hvor hei Grad Camilla Collett var ældet.
Jeg havde siddet et Par Timer hos hende og
bøiede mig over hende for at sige hende Far
vel. «Faar jeg Lov til at besø-ge Dem igjen?»
spurgte jeg.
«Ja,» sagde hun, «besøg mig snart igjen, hvis
De kan udholde at høre paa denne skrækkelige
Hoste.»
Det var sidste Gang, jeg saa hende her i
Livet. Faa Dage efter laa jeg syg; og samme
Dag, jeg stod op, modtog jeg Budskabet om, at
hun var død. Hendes Livs Kamp var til Ende.
Medens jeg stod ved hendes Kiste i det
smykkede Kapel, og Repræsentanter for de
mange Virkefelter, hendes Livs Interesse havde
omspændt, lagde Kranse paa Baaren, mindedes
jeg uvilkaarlig hendes egne Ord:
«Hvi sørge vi over de Døde? Hvor ofte,
naar vi fortvivle over Tabet af vore Kjæreste,
har Dø-den været en god, medlidende Aand, der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
