Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Grøgaard.
202
Wergeland straks vilde føre Kampen (i2te April) 1). «Faa
eller ingen i Forsamlingen følte varmere for sit Fædreland
end han, faa opfattede klarere dets Interesse», siger Jakob
Aall 2), og det kan maaske tilføjes, at faa eller ingen af de
fremragende Repræsentanter stod her mere blottet for et
hvert Hensyn til sin egen Person, hvad enten der kunde være
Spørgsmaal om fremtidige Fordele, Dyrkelse af egne Menin
ger og Talenter eller Antipatier imod Selvstændighedsmæn
dene, som han overfiødigen snertede med sin bidende Tunge.
Hans Skarpsind og Vid fandt en ligesaa almindelig Aner
kjendelse som hans Fasthed i Karakter og Grundsætninger 3).
Man maa af alt, hvad vi kjender til Grøgaard, faa det Ind
tryk, at han var en ægte realistisk Natur, fuld af den Kjær
lighed til Folk og Fædreland, der ikke kan tilfredsstilles uden
ved kraftigt Arbejde til dets Bedste. En saadan Natur
maatte, hvor meget den end prydedes af Mildhed og Venlig
hed, vækkes til Sarkasmer, nåar den stod magtesløs overfor
Tomheden i Handling, i Tale, i Sang, og saaledes saa han
Tingene deroppe, medens alt tegnede sig for ham i et stort
Mørke, og Landets Ulykke var ham vis.
Grøgaard begav sig hjem til sin Menighed for at gjen
optage sin stille og fredelige Virksomhed og sige Politiken
Farvel for bestandig. Med sin Kollega Wergeland delte han
den Skjæbne ikke at blive valgt til det overordentlige Stor
thing, hvilket neppe har kostet ham Taarer, men han
delte ikke den almindelige Uvilje, der fulgte den kristian
sandske Embedsbroder til hans Hjem. Disse to Prester havde
været de mest fremtrædende af det «svenske» Partis Repræ
sentanter, og Bitterhed over Stillingen havde været Grund
tonen i begges Taler, men Folkeinstinktet udpegede den
ene og mærkede ham med en gjennemgaaende Uvilje, medens
den anden blev staaende überørt med sin fulde Agtelse og
1) Yngv. Nielsen: Bidrag til Norges Hist. 1814. I, 371.
2) Erindringer 2den Udg. 398.
3) Yngv. Nielsen : Bidrag I, 396.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
