Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - XXXIV. Saa fast en Dæmning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
215
Nu er det Høst!
Marken er mejet og Kornet i Lade,
ned gennem Elven gaar guldgule Blade.
Rødmende Hyben i Sollyset lyne,
nu kommer Fuglenes Reder til Syne.
Nu er det Høst!
Trækfugle rundt sig paa Markerne flokker,
Birken har Guld i de hængende Lokker;
Bærrene ses som Koraller paa Rønnen,
flammende Farver har Aspen og Lønnen.
Nu er det Høst!
Stormene kalder i klagende Nætter,
fælder paa Høj fjæl det Skovenes Jætter.
Skibene kæntre, og Hytterne skælve,
Tømmeret iler ad skummende Elve.
Nu er det Høst!
Sommerens Pragt sank i hvirvlende Strømme.
Nu er det Tid dog om Vaaren at drømme;
se: i de bladløse, afklædte Skove
blottes de Knopper, der Foraaret love!
Et Øjeblik sad hun tankefuld, saa kyssede hun
Frederikke, trykkede Doktorens Haand og gled stille
ud af Stuen.
Da hun kom gennem Forstuen for at gaa op,
stod Døren aaben til Doktorens Værelse.
Hun gik derind.
Og Maanen var saa galant at oplyse
Doktorbilledet, saa hun klart saa dem allesammen, det vil
sige: kun en eneste.
Hun saa triumferende paa ham og sagde: »Nu
kan jeg se dig rolig ind i Øjnene; nu har jeg min
Gerning! Kom kun, om du tør! Nu har jeg bygget
en Dæmning, saa fast og stærk, at ikke Alverdens
Fosser kan bryde den!«
Hun skyndte sig op.
Efter at have været inde hos Knud og Brita
tittede hun ind til Ebba og hendes smaa Søskende;
de sov saa trygt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
