Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Epilog 1889
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Fædrelandskjærlighed; men vistnok kunde der paa den
anden Side ogsaa siges o. s. v. i det uendelige.
Loris Øjne hang tilbedende ved hans Læber
„En fuldstændig Leder,“ mumlede en.
Han vilde drikke et Glas, for at Freden maatte
vare længe og henvendte Skaalen til mig.
„Den Skaal drikker jeg ikke,“ sagde jeg. „Den
væbnede Fred er ingen Lykke. Freden skal ikke vare
længe, men bestandig.
Doktor Bresser — vor bedste Ven — kom mig til
Hjælp.
„Deres Excellense, tror De virkelig paa de
begeistrede Soldaters Fredskjærlighed — de, som ikke vil høre
Snak om Afvæbning, Voldgift eller Statsforbund. Kunde
de glæde sig saa stærkt over Arsenaler, Fæstninger og
Manøvrer, naar de bare opfattede dem som
Fugleskræmsler; Fugleskræmsler, der sluger Landets Penge.
De militære vil vist nødig henvise sig selv til evig
Uvirksomhed.
Og hvad nytter alle disse sanitære Forholdsregler?
Det er jo den rene Ironi. Man taler saa let om næste
Krig, som om man ikke vidste, at den næste Krig ikke
betyder Tab for den ene og Vinding for den anden men
sikker Undergang for alle. Hvem af os tør begynde
en saadan Krig?“
„Jeg vistnok ikke,“ sagde Ministeren, „De heller ikke,
kjære Doktor, men Menneskene i sin Almindelighed —
ja. Vor Regjering tør det heller ikke, men de andre
Stater —“
„Med hvad Ret tror De, at andre Mennesker handler
og tænker tarveligere end De og jeg?“
Nu tog min Søn Rudolf Ordet:
„Vi anser os for at være saa uhyre kloge og
smiler af de Vilde, og i mange Retninger staar vi ikke
over dem.“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
