Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Etogtredivte Capitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
209
sporløs forsvunden , og Vreden var nær ved at be
feire min Kraft. Denne Fornærmelse var endnu den
største, han nogensinde havde tilføiet mig . Fra nu
af havde Instrumentet intet Værd for mig ; han havde
jo ladet mig forstaae, at det var en Betaling for
mit uhyggelige Ophold paa Bondegaarden. Det
saarede min Stolthed . . . jeg havde jo ikke havt
det værre end de Andre; jeg havde jo aldrig beklaget
mig ... hvorfor da betale mig som et andet Tyende?
Jeg vilde ikke eie hans Instrument, jeg vilde give
ham det tilbage; saa kunde han føle, hvad det vilde
sige at blive krænket. .
Vor største Fjende er Fjenden i vort eget Bryst;
det følte jeg i det Dieblik. Jeg var stolt og heftig
af Natur, og der skal megen Styrke til at overvinde
saa kampdygtige Fjender.
Min Skuffelse var stor; Glæden havde for
vandlet sig til bitter Sorg ; fra nu af vidste jeg, at
han hadede mig, siden han ikke engang vilde’moda
tage min Tak, men henviste mig til sine Børn , for
at give dem , hvad han selv forsmaaede. Han havde
viist mig Foragt . . . hvorfra hentede han den ?
Jeg fjendte ingen Rilde, hvorfra han med Grund
kunde lade den udspringe; jeg vidste kun Eet : jeg
var fattig; men er det det samme som at være brøde
fuld ? Skulde han virkelig være saa lav at foragtę
14
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
