Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Treogtredivte Capitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
224
kom til Børnenes Værelse, faae jeg til min Forun
dring, at Døren stod aaben ; Fristelsen kom over mig ;
jeg længtes efter at see mine smaae Veninder . . .
især laa Alma mig tungt paa Hjertet. Jeg vovede
at gaae ind , for at fee dem ligge i deres Senge
med de smaae Hænder foldede over Brystet og
de elskelige Ansigter smilende isøvne. Jeg pleiede
hver Aften at besøge dem , førend jeg lagde mig, og
det var mig et Savn, naar jeg ikke kunde gjøre
det. Men hvor forfærdet blev jeg ! Da jeg vilde
nærme mig Sengen, hvor Alma laa, saae jeg sam
merherren ligge paa Knæ foran den ; han havde
stjult sit Ansigt i hendes Puder, og jeg hørte tyde
ligt, at han græd.
Jeg har aldrig kunnet lide at see Taarer hos
en Mand, fremkaldte af en Ubetydelighed . . . det
er qvindeligt . . . det er umandigt. Men der er
ingen Regel uden Undtagelse; der gives Tilfælde i
Livet, i hvilke Manden ogsaa har Ret til at græde.
Jeg hørte engang en gammel Officeer, der ellers
var bekjendt for sin ubpielige Strænghed mod sine
Soldater, hulke som et Barn . En dyb Smerte
gjennembævede mig, Synet af hans Sorg overvældede
mig ... jeg troer jeg kunde have fastet mig om hans
Hals og sagt: „ Rast al din Sorg paa mig, thi jeg er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
