Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ikke pines og oprives eller knække tankenødder. Det
kommer de i det mindste ikke i theatret for, og, som
modvægt mod tidens alvor og tyngde, har denne
københavnersmag i de sidste 15 år gjort de Heiberg-Hostrupske
vaudeviller og de lyrisk-romantiske fantasispil
til det kgl. theaters hovedrepertoire. Er Dukkehjem
nået op over de halvtreds og Vildanden over de fem
og tyve opførelser, så er Elverhøj i samme tidsrum
gået halvandethundrede gange, gamle vaudeviller som
Aprilsnarrene og Soldaterløjer i løbet af et par år over
de halvhundrede, og Der var engang hundrede gange
i mindre end ti år.
Ibsen er for kold og mørk — siger dernæst de
lyse, blåøjede hjertemennesker: sjællændere,
grundtvigianere og »danskere«. Hostrup og O. Borchsenius
er typer for disse, deres hjerte hænger ved Bjørnson.
Hostrup var optaget af Et Dukkehjem på kvindesagens
vegne, men da Gengangere kom, sagde han:
»det er kulsort; hvad jeg skal kalde poesi må rumme
i sig noget løftende og befriende«. Også for Borchsenius
var Gengangere egentlig bruddet med Ibsen.
Han stod dengang nøje sammen med europæerne og
anmeldte i »Ude og hjemme« stykket med beundrende
forståelse, men mennesket trådte frem foran partimanden
i denne ytring: »Her er det, alle optimistisk
anlagte naturer føle deres dybe uoverensstemmelse
med den store pessimist, hvis digtning, så højt de end
beundre den for dens kunst, ikke kan mætte deres
sjæle og give dem noget at leve for.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
