Note: This work was first published in 1997, less than 70 years ago. Gustav Hansen is or might still be alive. Therefore, this work is protected by copyright, restricting your legal rights to reproduce it. However, you are welcome to view it on screen, as you do now. Read more about copyright.
Den, som søger psykoterapi, er ofte en person med ordet i sin magt. Netop den evne kan få forsvaret mod bortgemte følelser til at vokse sig urimeligt stærkt. Samtale vil da nemt komme til at køre i ring, eller man taler sig væk fra åbningen til de skjulte følelser. En sådan person kan siges at intellektualisere, og så fører psykoterapien ikke til noget.
Andre mennesker kan have svært ved at udtrykke sig, kan ikke med ord nærme sig følelser, konflikter eller traumer. Samtaleterapi kan da vise sig umulig at gennemføre. Disse mennesker har ofte psykosomatiske symptomer, lider f.eks. af mavesår, tyktarmsbesvær, forhøjet blodtryk, sexuelle problemer eller spiseforstyrrelser, psykogen astma, migrænehovedpine, psoriasis, dvs. legemlige lidelser, som er udløst via psyken.
Sådanne problemer med for mange eller for få ord kan man komme udenom ved at arbejde med kropslige metoder. Vi ved jo alle, at der findes et andet sprog end ordenes, nemlig kropssproget i form af gestus , mimik, farveskifte, nervøs pillen, gaben, sukken, tilbageholdt eller påskyndet åndedræt, gråd og latter. Kroppen kan volde besvær i form af ufrie bevægelser, anspændthed, smerter og rysten, under- og overvægt uden at der foreligger egentlig kropslig sygdom. Der er intim sammenhæng mellem vores biologi og vores psykologi eller med andre ord mellem krop og sind.
For at begive sig ud ud i denne terapeutiske selvudforskning må man være motiveret eller lade sig motivere. Man må være normalt begavet, ikke for forudindtaget og i rimelig grad modig. Sværhedsgraden af ens psykiske vanskeligheder udsiger meget om de genoplevelser, man må regne med at konfrontere i sessionerne.
De kan være skræmmende og smertefulde i en grad, så de kommer til at præge dagene og nætternes drømme mellem sessionerne. Derved kan ens psykiske problemer for en tid tilspidse sig, og man mærker modstand mod at gå videre. Vokser denne modstand sig stærkere end motivationen, holder man måske op og kan da være ringere stillet end før, fordi terapiarbejdet ikke blev gjort færdigt.
Oplevelserne i sessionerne, ændring af symptomerne, ja sågar forværring er tegn på, at noget vigtigt er ved at ske. Der er blevet pirket til gamle traumer og fortidig stress. En frigørelsesproces er sat i gang, og en forenkling af livsstrategierne er mulig.
Denne proces åbner samtidig til ens inderste væsen og identitet, undfangelse og fødsel og dermed til hele eksistensen og kosmos.
De oplevelser, der gøres tilgængelige svarer til
1) Freuds opdagelser, som viser, at oplevelser, konflikter, forsømmelser og traumer i den tidlige barndom er med til at bestemme vores voksne tilværelse, og at dybdepsykologiske samtaler herom kan virke lindrende. Dette lag i psyken, som kaldes det biografiske eller freudianske kræver imidlertid en række kommentarer og forbehold, som jeg har samlet i 4. kapitel.
2) Åndedrætsterapien giver også adgang til omstændighederne ved ens fødsel i form af genoplevelse og dermed har vi fødselslaget, som også kaldes det perinatale lag. Det beskrives i 6. kapitel.
3) Og endelig det transpersonlige lag, der beskrives i 7. kapitel.
I alle tre lag gør samme organiseringsprincip sig gældende, og elementer fra alle tre lag kan være indbyrdes forbundne og tilsammen danne det mønster eller den matrice, der styrer dynamikkerne i individets ubevidste sjæleliv, der igen er er bestemmende for dets grundholdninger, livsstrategier og eventuelle psykiske vanskeligheder.
I dén terapeutiske alliance, som patienten og behandleren har etableret, kan denne proces føre til berigelse af bevidstheden, løsning af problemer og bortfald af symptomerne.
En så gunstig udvikling, der betyder vækst, kan paradoksalt nok give vanskeligheder i forholdet til ens nærmeste. Den anden kan måske ikke ”følge med” eller føler sin position vakle, og begge kan mærke, at terapien er i færd med at forrykke den hidtidige indbyrdes balance, så labil den end var, og sammenbruddet truer. Det er da nærliggende for den anden at sabotere terapien eller for en selv at opgive den. Man opdager jo, at symptomerne har ”egenværdi”, tjener til at holde parforholdet gående, og at det koster noget at blive dem kvit. I denne situation vil det rigtige være at supplere med parterapi.
Der er en tydelig forbindelse mellem åndedræt og åndelig energi. Psykologiske modstande og forsvarsmekanismer hænger sammen med tilbageholdt vejrtrækning. Giver man los og trækker vejret frit og effektivt – også uden just at hyperventilere – lettes fremkomsten af ubevidst materiale og forløsning.
Kun det, der har tilstrækkelig følelsesmæssig betydning og dermed gennemslagskraft, dukker op fra det ubevidste, hvorimod mere trivielle indtryk forbigås.
Åndedrætsterapi kombinerer på en gensidig forstærkende måde effekten af tre elementer, hyperventilation, musik og fokuseret kropsterapi.
Hyperventilation (forceret vejrtrækning) hedder på latin tetania hyperventilatoria, som står under kodetallet 783,20 i det kapitel i den lægelige diagnoseliste, der indeholder ”symptomer og dårligt definerede tilstande, for hvilke ingen specifik diagnose, som kan placeres andetsteds, har kunnet stilles”. Det bliver man ikke meget klogere af.
Af alle legemets automatiske funktioner er vejrtrækningen den, der tydeligst afspejler vore følelser. Ikke så få mennesker – som f.eks. Posdnyschev og Sibyllen, som vi møder i 3. kapitel – præsterer i tilspidsede situationer en forceret vejrtrækning, der udmærket kan opfattes som en gavnlig og selvhelbredende funktion, som det lønner sig at tage i (målrettet) anvendelse. Alle kender de meget forskellige sittuationer, hvor man anspændt holder vejret eller omvendt trækker det frit, sukker, gaber, ler, stønner eller hulker. Det første og det sidste åndedrag repræsenterer fødsel og død.
Den forcerede vejrtrækning er imidlertid med sine ledsagesymptomer skræmmende for individet selv og for omgivelserne og søges derfor gerne stoppet. Oftest ser læger det som deres opgave at gøre dette med beroligende midler eller papirspose for ansigtet, hvorved den udluftede kuldioxyd hentes ind igen, så surhedsgraden i blodet normaliseres.
Musik, melodi, rytme og harmoni har virket bevidsthedsændrende, så længe der har levet mennesker.
Peter Bastian skriver i sin bog ”Ind i musikken”, Gyldendal 1987, at ”musik påvirker os meget direkte og formidler følelser”, og med musik ”gennemrejser bevidstheden de dunkle og utilgængelige områder af sindet, som klangene repræsenterer”.
Spørgsmålet er da, hvilken musik eller hvilke lyde skal man vælge til denne behandlingsform? Ikke alt for velkendt, altså ikke H.C.Lumbye, ikke Beethovens Skæbnesymfoni, men gerne noget ny udfordrende og alligevel fordøjelig musik af f.eks. Phillip Glass, John Adams eller Bohuslav Martinu. Ny musik kan give nye tanker og følelser. I behandlingssituationen synes folk mere rummelige overfor avanceret og særpræget musik end til hverdag. Intens folkemusik er ikke af vejen, men næppe jazz, som jeg ellers holder af, men ikke til terapi.
Musik ”vækker nogle minder i kroppen, som godt kan give uro” og ”rører ved nogle følelser, jeg havde glemt, jeg havde” står der i en annonce for Sjællands Symfoniorkester. Og i en anden: "Det er lige så nakkehårene rejser sig, når alle hornene stemmer i".
Man siger at klaveret er hjernen i musikken og violinen hjertet. Hvor meget det har på sig, ved jeg ikke. Der er da klaver i mine musikvalg, men der er mere violin.
Selvom jeg de første år nøjedes med en beskeden, bærbar radio med båndafspiller, vil jeg varmt anbefale et musikanlæg af høj teknisk kvalitet, så musikken ikke forvrænges, når den spiller højt.
Som optakt til sessionen kan man vælge optagelse af cikadesang (eller stilhed). Stilfærdigt og monotont. Til den kraftige vejrtrækning bruges markant klassisk eller moderne musik, som afspillet i højt volumen kan afspejle sorg, vrede, glæde, inderlighed, patos, insisteren osv. Rytmisk og dansant musik eventuelt med inciterende trommer kan smitte livsaligt med energi.
Ingmar Bergman så i musikkens mest beåndede øjeblikke en slags åbning mod andre virkeligheder, end dem vi umiddelbart kan opfatte med vore sanser. I musikken fandtes muligvis den bro til andre verdener, som de fleste af os søger.
Rock forekommer mig udvendig og bør undgås, ligesom såkaldt new-age er for fad og lind til at bære de indre oplevelser, der udspiller sig.
Til afslutning af sessionen anvendes blid, kontemplativ musik for et eller få instrumenter.
Nogle hævder, at man med fordel kunne nøjes med ”hvid støj”, som er omtrent det spektakel eller susen, som en fejlindstillet radio giver. Enhver mistanke om, at behandleren styrer patientens oplevelser gennem musikvalget, ville da falde væk.
Jeg kan godt bære den mistanke og vil fortsætte med at bruge musik. Jeg mindes da også forløbet, da musikken af tekniske grunde satte ud en halv time inde i en session med fire mennesker på gulvmadrasserne. Som en sagde, når musikken holder op, så er der ikke mere. Højst én kunne fortsætte i sin oplevelsesstrøm, resten måtte give op, selvom vi prøvede at producere primitiv støj med en børste på avispapir.
Det er tankevækkende i 1. kapitel at læse Elses fortælling: Hun er med til sin egen begravelse, ligger i kisten inde i kirken og hører tydeligt orglet spille. Det var, hvad der passede i situationen, men den musik, jeg anvendte, var ikke for orgel. Det var orkestral musik af blandt andet Respighi.
Uforvarende kan man komme galt af sted med musikvalget. I en session havde jeg valgt Udstillingsbilleder af Mussorgsky. Uheldet ville, at patienten, en udøvende musiker, kort forinden havde brugt måneder på at indstudere og foredrage denne musik. Han kørte ganske af sporet.
Eller man rammer ved siden af: En ung kvinde er godt i gang med et indre selvopgør under indtryk af voldsom og extravagant musik, en concerto grosso af Alfred Schnittke. Efter sessionen fnyste hun af foragt over den efterfølgende sats af en klaverkoncert, der i relation til hendes indre brydninger slet ikke havde bærekraft, ”sådan noget Mozart!”.
Jeg kunne trøste mig en smule med, at de to andre på madrasserne ikke havde følt sig frustrerede af skiftet i bærebølgen. Men Mozarts klaverkoncert er blevet slettet.
Her er et eksempel på musiksammensætning indspillet på minidisc, der har en varighed på 80 minutter. Jeg har 172 sådanne, forskellige indspilninger:
1. Beethoven: violinkoncert i udgave for klarinet (Michael Collins).
Det russiske nationalork./Pletnev.* *
2*. *Dvorak: af strygekvartet nr. 12. Gambakvartetten.* *
3. Brett Dean: begyndelsen af Bell and Anti-Bell.
4. Joseph de Jongen: af koncert for orgel og orkester. Michael Murray, orgel og San Fransisco Symfonikerne/de Waaert.
5. Carl Erik Welin ved orglet i Oscarskyrkan i Stockholm. Af improvisation over en folkevise fra Mallorca, El Parado del Valdemosa.
6. Alan Pettersson: af 8. symfoni. Baltimore Symf.ork.
7. Gordon Jacobs: af fagotkoncert, Robert Thomsen. Det engelske kammerork./Symons.
8. Berio: Naturale for to solister (bratch og slagtøj) og bånd
(en neapolitansk sanger).
9. Colin Matthews: af hornkoncert. Watkins, horn, Hallé orkestret/Elder.
10. Penderecki: Adagio af Paradise lost.
11. Joseph de Jongen: af koncert for orgel og orkester. Michael Murray, orgel og San Fransisco Symfonikerne/de Waaert.
12. Schönberg: forspil til Gurrelieder. Boston/Osawa.
13. Gl. spansk musik.
14. Piazolla: Tango Variationer.
Fokuseret kropsterapi indebærer, at bisidderen eller ”sitteren” retter sin opmærksomhed på den hyperventilerendes kropsmanifestationer for at yde støtte, når dette er nødvendigt. Sitteren får inden sessionen en nødtørftig instruktion om sin opgave. Denne instruktion suppleres efter behov undervejs i sessionsforløbet af terapeuten. Er der ingen sitter – af praktiske årsager, eller fordi patienten måske lever isoleret – må terapeuten påtage sig rollen.
Ofte kan sitteren forblive helt passiv, men er ved sit nærvær en nødvendig tryghedsfaktor, idet man ikke bør begive sig ud i dyb selvudforskning uden ledsager, en der sidder hos en. At dykke ned i en gammel erindring, eller et traume og så opdage, at man på ny er alene ligesom den gang, kan gøre tilstanden værre.
At konfrontere noget skræmmende forudsætter nemlig, at man tør give sig helt hen i sessionen, og det lader sig ikke gøre uden støtte fra en bisidder, man har tillid til. Dertil kommer, at totaltab af kontrol kan være til alvorlig fare for den hyperventilerende selv eller andre i nærheden. Derfor skal bisidderen være garant for den fysiske sikkerhed. Dette at give sig hen, opgive modstanden og totalt slippe kontrollen vil ofte vise sig at blive det nødvendige vendepunkt i et behandlingsforløb, der ellers stagnerer. Noget sådant kan være en yderst helbredende og forvandlende oplevelse.
Sitteren følger så godt som muligt med i, hvor personen befinder sig i sin indre verden, hvilket kan være vanskeligt og derfor må bero på erfaring og et intuitivt skøn, som terapeuten må tage del i. Personen kan have brug for blød massage af smertende muskler eller for afledningsmanøvrer, hvis sammensnøring i halsen er ved at blokere vejrtrækningen. Et kraftfuldt greb i skulderpartiet kan da fjerne opmærksomheden fra halsen, hvor man af indlysende grunde ikke kan tage fat. Herved skabes mulighed for at gå videre med hyperventilationen.
Et andet og meget vigtigt princip er at hjælpe personen med at forstærke det kropslige ubehag i den hensigt at ”gå igennem” det. Signalerer personen hovedsmerter i sessionsforløbet, kan man anlægge ringformet pres på hovedet med hænderne, eller man presser hårdt på de muskler, der smerter. Energisk fastholden af patienten, hvis denne viser tendens til ukontrollabel muskelaktivitet, eller beskyttelse med puder og hynder kan være nødvendig.
Det er tilrådeligt inden sessionen at drøfte anvendelsen af dette princip så vel som anden kropskontakt, som ikke alle har så let ved, så der foreligger en klar aftale. Såfremt en person ønsker ikke a blive berørt, bør det respekteres. Ordet ”stop” og kun dette ord, kan f.eks. markere, at yderligere berøring er uønsket.
I øvrigt er sessioner helt uden ydre indgreb ofte de bedste – patienten gør arbejdet selv.
Åndedrætsterapi kan bruges som selvstændig metode eller i kombination med andre former for psykoterapi ikke mindst de oplevelsesorienterede som f.eks. gestaltterapi, der er en utraditionel behandlingsmetode, der i praktisk udformning og teoretisk grundlag adskiller sig fuldstændig fra gængs samtaleterapi.
Åndedrætsterapi er i høj grad baseret på selvudforskning omend i alliance med terapeuten, som med sin forudgående træning og viden fungerer som en slags stifinder eller ledsager og som jordemoder.
Metoden kan bruges individuelt eller i gruppe. Gruppearbejde giver en følelse af fællesskab og er tillige økonomisk fordelagtigt for patienten.
Mange tror, at effekten af hyperventilation skyldes overiltning. Det er ikke tilfældet.
Der sker en udluftning af kuldioxyd (kulsyre), og derved forskydes blodets syre-baseligevægt i basisk retning, hvilket i hjernen udløser sammentrækninger i de små arterier, inden de går over i kapillærerne. Fra arbejde med akutte hjernelæsioner, hvor man anvender kontrolleret hyperventilation, som er maskinelt frembragt, har man fundet, at karkontraktionerne fordeler sig efter et princip, som Robin Hood har lagt navn til: Regioner i hjernen, der normalt forsynes rigeligt med blod og er højaktive, må afgive en del af blodforsyningen til regioner, der normalt er blodfattige.
I en timestid er hjernefunktionen da struktureret på en måde, der adskiller sig meget fra den dagligdags.
Mere primitive hjernecentre, vores krybdyrhjerne, får da i kraft af den øgede blodtilstrømning større udfoldelse på bekostning af de højere. Derved opstår en tendens til at vende tilbage (regrediere) til dengang, vi var små, nyfødte eller fostre, netop da disse lavere centre var mere eller mindre enerådende. Nogle af disse laveste hjernecentre har vi tilfælles med dyrearterne, pattedyr, fisk, krybdyr osv, hvilket måske forklarer en tilbøjelighed til at opleve sig som eller identificere sig med disse dyrearter.
Til støtte for disse antagelser vil jeg henvise til en kendt hjerneforsker, Karl Pribram (i "Det Holografiske Verdensbillede", side 20, red.: Ken Wilber. Forlaget Ask, 1985), der har modificeret traditionelle teorier om højere hjernecentre, som styrer lavere, i retning af, at disse ældre, lavere hjernecentre er rigere i kompleksitet og har større styringsevne end hidtil antaget.
Praktisk vejledning
Man møder fastende til sessionen i bekvemt og løstsiddende tøj, f.eks. træningsdragt. Smykker, briller, øjenlinser og ur lægges til side. Et let tæppe medbringes. Man lægger sig på madrassen på gulvet i terapirummet, hvor lyset er neddæmpet.
Der indledes undertiden med en kort indadvendthedsfase, hvis patienten endnu føler sig præget af tog-eller bilrejsen eventuelt med afslapningsøvelser ledsaget af blid musik, hvorefter der gives instruktion om kun at koncentrere sig om vejrtrækningen og så vidt muligt udelukke alt andet, problemer, ønsker, frustrationer og forventninger. Øjnene holdes lukkede. Vejrtrækningen gøres dyb og/eller hurtig, det vil sige væsentlig kraftigere end normalt. Al opmærksomhed koncentreres om de store indåndninger og de store udåndninger. Det er en kraftfuld bevægelse, som øges i tempo og intensitet, efterhånden som man finder ind i sin egen rytme. De fleste opdager, at det herefter går helt af sig selv.
Samtidig med indsættelsen af denne heftige vejrtrækning ændres musikken til høj styrke og ”energisk” indhold for at øge inadvendthedheden og for at fungere som bærebølge for de psykiske og/eller kropslige fænomener, der vil indtræffe hurtigt eller langsomt, svagt eller stærkt og i øvrigt i høj grad afhængig af personlighedens struktur.
Der kan være kriblende, sovende eller brændende fornemmelser i huden omkring munden og i hænder og fødder, ligesom det er meget almindeligt at føle sig kold eller varm. Der vækkes stærke følelser, sorg, glæde, vrede, aggressivitet, angst, skyld eller depression.
Der opbygges ofte stærk anspændelse, der kan afløses af dyb afslapning. Undertiden er hele sessionen præget af følelse af lyksalighed og en for personen hidtil ukendt indre ro.
Der kan under sessionerne optræde vedvarende eller rytmiske kramper i musklerne. De stiger ofte i intensitet og smertegrad, men svinder under fortsat hyperventilation. Ganske ofte ses de slet ikke.
Rysten, sitren og skælven og tilløb til kvælningsanfald evt. med opbringning af store mængder spyt eller slim ses undertiden. Nogle ruller rundt på madrassen eller kaster sig fra side til side, andre går i bue, dvs. hviler på hæle og nakke, eller krummer sig sammen, slanger sig eller krabber afsted fra madras til madras og borer måske hovedet ind i puder og hynder, slår og sparker i (de hastigt tilbragte) hynder.
Der kan være gråd, hulken, hoste, latter, højlydte eller lavmælte skrig, som sløres barmhjertigt af musikken. Ofte er der ingen ydre kropsmanifestationer, patienten ligger helt stille. Nogle føler at modtage budskaber:”Se dig selv i øjnene, tag ansvar for dig selv”.
Nogle oplever eller mærker meget lidt og falder måske til egen og sitterens skuffelse i søvn. Sker dette i sessionens begyndelse, vækker man stilfærdigt personen og foreslår genoptagelse af den kraftige vejrtrækning. Mod slutningen af sessionen registrerer sitteren den eventuelle søvn, men undlader for det meste at gribe ind.
Under sessionen samtales ikke eller i hvert fald mindst muligt.
Hos den enkelte kan sessionerne veksle en hel del fra gang til gang. Varigheden af den aktive fase er gerne trekvart time (½-2 timer), og afslutningsvist anvendes mere blid og beroligende musik i et tidsrum langt nok til, at man kan sunde sig og genvinde sin normale bevidsthedsform.
Hvis nogle i gruppen er ”færdige” væsentligt tidligere, kan de blive liggende i hvile på madrassen uden at tale.
Bagefter drøftes sessionens indhold med sitteren og terapeuten eller i gruppen, hvis der er enighed derom, og det videre forløb aftales. Yderligere samtaler inden en ny session kan vise sig nødvendig for at få det oplevede sat i relation til tilstanden.
Det er en god idé at foreslå patienten at nedskrive eller skitsere sessionsforløbene og eventuelt tegne eller male særligt centrale temaer.
Er der fantasier og billeder, er det vigtigt at forholde sig accepterende, uanset hvor ”flippede” de kan forekomme. Deres sammenhæng og betydning kan måske vise sig senere, hvorfor intet bør kasseres som ligegyldigt.
Fravær af fantasier og oplevelser betyder ikke nødvendigvis fiasko, da opbygning og forløsning af kropslige spændinger og følelser uden specifikt indhold kan være tilstrækkeligt, hvad den følgende sygehistorie illustrerer:
Jørgen er en midaldrende gift bankprokurist, altid blid og sagtmodig, en mand af få ord, bange for at begynde på noget nyt. 10 år før henvisningen blev han uvarslet flyttet til en anden slags arbejde i en anden bank i forbindelse med bankfussion. Han protesterede uden virkning. Sygemeldtes i en måned. Hans tilstand vekslede meget de følgende år.
Perioder med depression og angst blev behandlet med antidepressiv medicin og beroligende midler af egen læge og psykiater, og senere gik han i psykoterapi hos psykolog, alt med forbigående eller ingen virkning. Alle samtaler havde en tendens til at køre i ring. Psykologen henviste ham til mig i oktober l987. På det tidspunkt havde han været sygemeldt i seks måneder.
Jørgen føler angst og trykken i brystet ledsaget af kortåndethed. Det sexuelle samliv er lig nul.
Med skepsis accepterer han at prøve behandling med hyperventilation i en fem minutters session, som han spontant udstrækker til tyve minutter. Han fornemmer tunghed, mathed og snurren, som i grunden ikke er ubehagelig og får en fornemmelse af, at hovedet bliver trukket bagover. I de følgende fire-fem dage føler han nogen lettelse, men denne lovende virkning forsvinder igen. Han gennemgår fjorten sessioner i de følgende fire måneder. Ofte falder han i søvn – op til fire-fem gange i en session. Andre oplevelser er fornemmelse af at glide ind i noget, prikken og snurren i hænder og ansigt, og fornemmelse af, at tid og rum er suspenderet.
Han begynder at arbejde i banken efter den elvte session, hvilket trætter meget, så i seks timer og på fuld tid to uger efter sidste session. På dette tidspunkt er han meget optaget af sin drengetid i drømme og fantasier, hvad han opfatter som en identitetsafsøgning. Trætheden er nu væk. Det sexuelle samliv er genoptaget.
Tre år senere fortæller han, at han er rask. Han arbejder stadig på fuld tid, men i en lavere stilling end før ifølge krav fra banken. Det sexuelle samliv fungerer, men på et ret beskedent niveau. Han sover godt og drømmer fortsat meget mere end før behandlingen. Han kan give udtryk for vrede og er veltilpas bagefter. Ingen angst.
Som det ses her, hænder det, at det oplevede, hvad enten det nu er lysende klart eller tværtom vagt ubestemmeligt, lejrer sig spontant i sindet eventuelt via drømmeaktivitet eller i form af vågnende interesse for nye aspekter af tilværelsen.
Denne gunstige åndelige proces kan være så gradvis og næsten umærkelig, at kun et tilbageblik efter måneder eller år viser, at en dyb ændring er indtruffet i selvforståelse, livsstrategi og fornemmelse for omverdenen.
Omvendt ser man undertiden meget markante sessionsoplevelser førende til øjeblikkelig ændring af symptomer og tilstand, f.eks. Mortens oplevelse i 8. kapitel.
Behandlingsvarigheden afhænger stærkt af klienens motivation, personlighedsstruktur og af lidelsens art og sværhedsgrad. Det kan dreje sig om få sessioner over uger eller måneder eller mange fordelt på en årrække.
Hvis man er gravid, gammel eller skrøbelig eller lider af visse alvorlige sygdomme, bør man afstå fra hyperventilation, da det er hårdt legemligt arbejde.
